Digital Europa-premiere i Væggerløse |
digital europa-premiere i væggerløse
Netbank, e-mail, dankort, digital signatur… Danskerne råder allerede over mange teknologiske løsninger, som gør hverdagen lettere. Men fremtiden er kun lige begyndt. 11. maj tager Guldborgsund Kommune et stort skridt længere ind i teknologiens fagre verden og åbner Europas første fjernbetjente borgerservicecenter. Det sker i Væggerløse – en lille by med blot 1.379 indbyggere. På kommunens rådhus indføres samtidig en ”virtuel receptionist” til at tage imod husets gæster.
At borgerservicecenter og reception bliver fjernbetjent betyder, at medarbejderen, der hjælper borgeren, rent fysisk sidder i et andet sted. Kommunikationen mellem medarbejder og borger foregår med skærme og kameraer som hjælpemidler.
Kommunens vision om at være nær og dynamisk er en vigtig årsag til projektet:
”Man kan sige, at vi går over til fjern-service for at undgå at skulle fjerne service. Vi har et stærkt ønske om at yde god og borgernær service, og samtidig er vi nødt til at udnytte vores personaleressourcer bedst muligt. Ved at benytte den nyeste teknologi kan vi samle personalet centralt med alle de fordele, det giver, og samtidig undgår vi at blive tvunget til at lukke vores mindste borgerservicecentre”, forklarer Guldborgsunds borgmester John Brædder.
Teknologien bag skærmbetjeningen leveres af firmaet Cisco og kaldes Tele-Presence – tele-nærvær. TelePresence blev blandt andet brugt under COP15, og det benyttes i erhvervslivet, når mødedeltagere ikke har mulighed for at mødes fysisk. Det er første gang i Europa, teknikken bruges mellem borger og kommune.
”Billedet er så knivskarpt, og det hele er så livagtigt, som om man faktisk står over for et levende menneske. Vi glæder os meget til, at borgerne får mulighed for at prøve det”, siger Guldborgsunds administrerede direktør Ib Østergaard Rasmussen, som fik ideen til projektet under en rejse i USA.
Projektet er støttet af ABT-fonden med 1,5 millioner, og kommunen skyder selv 2 millioner kroner ind - dels til bygningsændringer og dels til teknologiprojektet.
ABT-fonden er en ”løftestang” for innovativ udvikling af den offentlige sektor, og fondens formand, Thomas Børner, roser Guldborgsund for at afprøve nye veje:
”Vi håber, projektet vil give værdifulde erfaringer, ikke mindst med grænserne for de typer af service, som kan ydes lige så godt ved brug af nye typer fjernbetjenings-løsninger som ved traditionel personlig betjening”, siger Thomas Børner.
LINKS TIL BESKRIVELSER OG PRESSEOMTALE:
ABT-fondens hjemmeside
Læs mere om projektet på ABT-fondens hjemmeside
Ciscos hjemmeside
P4 Sjælland 5. november 2009: Din sagsbehandler er et skærmbillede
Lolland-Falsters Folketidende 5. november 2009: Borgerservice-centre erstattes af storskærme
Computerworld, 8. december 2009: Kommune erstatter borgerservice med videomøder
P1 Morgen 8. december 2009: Kommunerne tænker kreativt
Nyhedsbladet Dansk Energi Nr. 3 22. februar 2010: Mød din sagsbehandler på en fladskærm