Genveje

Guldborgsund Kommune
 

Høring om asfaltfabrik ved Nørre Alslev

Høring om asfaltfabrik ved Nørre Alslev

Byrådet har den 14. januar 2010 vedtaget at sende forslag til Lokalplan 123 - Asfaltfabrik ved Nørre Alslev i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af en asfaltfabrik med en højde på ca. 22 meter samt en tilhørende skorsten på ca. 32 meter. I skel til naboarealerne anlægges et 15 meter beplantningsbælte til visuel afskærmning samt til afskærmning af støv og støj.

Byrådet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af lokalplanen, idet planerne omfatter et mindre område på lokalt plan, og planerne ikke vurderes at danne grundlag for anlæg, der medfører en væsentlig påvirkning af miljøet jf. § 3, stk. 2 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Klage

Afgørelsen om ikke at miljøvurdere kan indklages senest den 24. februar 2010 for:
Naturklagenævnet, Rentemestervej 8,
2400 København NV, eller
e-mail: nkn@nkn.dk

bemærkninger

Eventuelle bemærkninger til planforslaget skal sendes til:
Guldborgsund Kommune, Teknik og Miljø,
Parkvej 37, 4800 Nykøbing F. eller
e-mail: kommunen@guldborgsund.dk,
senest torsdag d. 25. marts.

borgermøde

Der bliver holdt borgermøde den 16. marts kl. 19. Mødestedet bliver annonceret i KommuneNyt og på kommunens hjemmeside i god tid før mødet afholdes.

Lokalplanforslagets retsvirkninger

Ifølge Lov om Planlægning, § 17, må ejendomme, der er omfattet af planforslaget, ikke anvendes eller bebygges på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Dette gælder kun indtil den endeligt godkendte lokalplan er offentliggjort og højst i et år efter forslagets offentliggørelse. Efter udløbet af høringsfristen kan Byrådet dog tillade, at en ejendom bebygges eller udnyttes efter forslaget, såfremt dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og der ikke er tale om større udstykninger eller bygge- og anlægsarbejder, samt der ikke er nedlagt veto efter Lov om Planlægning, §29.
Den eksisterende lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil.

Lokalplanen kan ses på kommunens hjemmeside www.guldborgsund.dk eller hentes på Centralbiblioteket i Nykøbing Falster eller hos Borgerservice.

 

Kort over lokalplanens område

Kort over lokalplanområde 123 - asfaltfabrik i Nørre Alslev

Senest opdateret:  26. Januar 2010