Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Flexbolig

Hvad er en flexbolig?
En flexbolig er et helårshus, som ejeren har fået personlig tilladelse til at anvende som fritidsbolig. Ejeren kan desuden senere frit ændre husets status til helårsbolig igen.

Når din ejendom er registreret som flexbolig, er der ingen bopælspligt. Det betyder, at du kan anvende boligen som et fritidshus, hvor du kan ”komme og gå”, som det passer dig.

Hvordan gør jeg?
Hvis du ejer en helårsbolig, som du ønsker at anvende som flexbolig, skal du ansøge os om at bruge helårshuset til fritidsformål.

Hvorfor flexbolig?

Familien fra byerne får nemmere ved at finde et fristed udenfor storbyen. Er du tiltrukket af højt til himlen og udsigt til mark, skov og vand, giver flexboligordningen mulighed for at købe en alternativ fritidsbolig.

Er du tiltrukket af områder med vide rammer og masser af plads til at boltre sig på? Ønsker du muligheder for at udvikle dine kreative interesser og iværksættertrang med færre regler og restriktioner? Men er du bundet til storbyen i det daglige? Du kan udnytte denne nye mulighed for at erhverve et hjem nr. to.

Flexboligen er en god måde at opleve livet udenfor storbyen på, inden du hiver teltpløkkene helt op. Hvis du overvejer at bosætte dig i købstæder eller landlige omgivelser, kan du få en forsmag på livet herude, uden at være tvunget til at sælge din gamle bolig med det samme.

I modsætning til et egentligt fritidshus, kan du til enhver tid flytte permanent ind i huset, hvis du ejer en flexbolig. Du kan også anvende huset som fritidshus, mens du sætter det i stand og indretter det til senere helårsbeboelse.

Det kan være en hensigtsmæssig løsning, hvis du senere vil nyde dit otium i landlige omgivelser, men endnu har en karriere, der skal passes.

Mange helårshuse i Guldborgsund kan bruges som fritidsbolig
I Guldborgsund Kommunes købstæder, landsbyer og i det åbne land er der mange kvalitetshuse, som indeholder gode håndværksmæssige detaljer og materialer.

Med BoligJobordningen er det blevet attraktivt at få renoveret sit hus. Med håndværkerfradraget og flexboligordningen bliver det dermed mere attraktivt at købe et hus på landet og bruge det som fritidsbolig – også selvom huset trænger til en kærlig hånd.


Fakta om flexbolig
Helårsboligen bevarer sin formelle status, uanset at boligen i en periode benyttes som fritidsbolig. Boligen vil altid skulle opfylde kravene til helårsbeboelse. Man kan uden tilladelse efter boligreguleringsloven genoptage helårsbeboelsen.

Der kan være områder, hvor det ikke er muligt at benytte boligen som flexbolig fordi ejendommen er omfattet af en lokalplan eller servitutbestemmelser som fastslår, at anvendelsen kun må være helårsbolig.

Der er ikke mulighed for flexbolig i Nykøbing F inkl. Sundby og Nordbyen, samt i områder, der er omfattet af en lokalplan eller servitutbestemmelser som fastslår, at anvendelsen kun må være helårsbolig.

I resten af kommunen er der mulighed for flexbolig. Tilladelsen følger ejendommen.

Dit andet hjem er her (pdf).

 

Senest opdateret:  09. December 2016

Kontakt

Center for
Teknik & Miljø
Parkvej 37
4800 Nykøbing F
Telefon 54 73 10 00

Mail: natur-miljoe-plan@guldborgsund.dk

Klik her for at se vores åbningstider og telefontider.. 

Send ikke personfølsomme oplysninger, personnumre med mere, medmindre du benytter Digital Post til Natur, Miljø og Klima, som er en digital og sikker postkasse. Husk at have din NemID klar.