Ledigheden er næste halveret på et år
I løbet af det seneste år er der sket et markant fald i ledigheden i Guldborgsund Kommune. Det fremgår af de netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik for ledigheden i maj 2008. Fra maj 2007 til maj 2008 er antallet af ledige faldet med 45 pct.
I maj 2008 var der kun 500 ordinært ledige i kommunen. Til sammenligning var der året før 904. Der er derved sket et fald i ledigheden på 404 personer i løbet af det seneste år.
For blot fem år siden var der ca. 2.000 ordinært ledige i Guldborgsund Kommune, jf. tabel 1. Faldet i ledigheden i de seneste fem år har derved været usædvanlig stort.
Tabel 1. Ledigheden i Guldborgsund Kommune, maj 2000 – maj 2008
De 500 ordinært ledige i maj 2008 svarer til, at kun 1,7 pct. af arbejdsstyrken er ledige i Guldborgsund Kommune. ”Vi skal mindst tilbage til starten af 1970’erne for at finde en tilsvarende lav ledighed blandt de ordinært ledige”, oplyser jobcenterchef Lars Bostholm.
I hele landet og i Østdanmark var ledigheden i maj 2008 på henholdsvis 1,5 pct. og 1,8 pct. af arbejdsstyrken.
Faldet i ledigheden i kommunen er både kommet dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere til gode.
Faldet i ledigheden har været større for kvinder end for mænd. Som følge heraf er forskellen i ledigheden mellem mænd og kvinder blevet reduceret. I Guldborgsund Kommune var mændenes ledighed i maj 2008 på 1,5 pct., mens den for kvinderne var på 1,9 pct.
Den lave ledighed indebærer dog ikke, at der ikke er flere dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere tilbage. Således indgår en stor del af kontanthjælpsmodtagerne ikke i den ordinære ledighedsopgørelse, da de ikke umiddelbart står til rådighed for arbejdsmarkedet. I maj 2008 var der således 800 kontanthjælpsmodtagere i Guldborgsund Kommune, som ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
”I blandt disse 800 er der en stor gruppe af unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, uden erhvervserfaring og med få eller manglende faglige kompetencer. Det er et stort problem, som vi vil se nærmere på. Vi vil derfor i første omgang undersøge nærmere, hvilke barrierer disse unge har for at få job”, siger Lars Bostholm. Jobcenter Guldborgsund har sammen med Byrådets Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg og Det Lokale Beskæftigelsesråd netop ønsket at sætte fokus på de unge i beskæftigelsesindsatsen.
Rekrutteringsproblemer inden for flere brancher og fagområder
Den meget lave ledighed indebærer, at virksomheder inden for nogle fagområder har svært ved at rekruttere den ønskede arbejdskraft. Det er primært medarbejdere med en faglært eller videregående uddannelse, som virksomhederne har svært ved at rekruttere.
Stigende antal sygedagpengemodtagere
Jobcentret har i det sidste år oplevet en stor stigning i antallet af sygedagpengemodtagere. Antallet af sygedagpengemodtagere er nu på næsten 900 og overstiger markant antallet af ordinære ledige.
”Da der her er tale om borgere, som har sygemeldt sig fra det arbejde de kom fra, er det meget vigtigt med en tidlig og intensiv kontakt til dem fra såvel arbejdsgiver, egen læge og ikke mindst jobcentret”, siger Lars Bostholm. ”Vi har erfaret, at lang tids sygemelding gør det endda meget svært at vende tilbage til jobbet igen, og risikoen for igen at blive sygemeldt er stor. Vi har i jobcentret på det sidste taget en del initiativer for at nedbringe antallet af sygedagpengemodtagere, og vi håber at vi hen over efteråret kan se de første resultater heraf”, slutter Lars Bostholm.
Yderligere informationer om ledighedstallene kan fås ved at kontakte teamleder Henrik Thøgersen, Jobcenter Guldborgsund på tlf. 54 73 12 47.
Senest opdateret:
19. Januar 2012