Kulturtjenesten Lolland-Falster
Kulturtjenesten Lolland-Falster (herefter Kulturtjenesten) er et udviklingsprojekt i Lolland og Guldborgsund Kommuner, der bliver udviklet i et tæt samarbejde mellem kommunernes afdelinger/sektorer for Dagpasning, Skole, Kultur; kulturinstitutioner og -aktører, samt det tværkommunale børne- og unge udviklingsprojekt ”Sund Sans over Sundet”.
Formålet med projektet er at skabe en Kulturtjeneste på Lolland Falster, der gør det muligt for børn og unge at møde kunsten og kulturen på et professionelt niveau i dagpasning, skole og i fritiden.
Kulturtjenesten er bl.a. et alternativt læringsrum, der tilbyder skoler og dagpasning kulturtilbud, der kan være med til at understøtte skolernes arbejde med at opfylde trinmål og fællesmål og dagpasningens arbejde med læreplaner.
Kulturtjenesten er tænkt som en paraply med forskelligt indhold og en dynamisk model, hvor børn og unge får unikke, professionelle kulturtilbud i dagpasning, skole og i fritiden, der medvirker til at udvikle stærke kulturelle og æstetiske kompetencer hos det enkelte barn/den unge.
Kulturtjenesten står derfor på to ”ben”: Et undervisnings”ben” Kulturtilbud til grundskoler og dagpasning, der primært henvender sig til skoler og dagpasning, og et alment kultur”ben” Kulturtilbud til børn og unge i fritiden.
Kulturtjenesten skal være med til at skabe netværk på tværs af institutionelle, faglige og kommunale grænser og er en udviklingsplatform, hvor det er muligt for Kulturtjenestens aktører at finde netværk og samarbejdspartnere (andre kulturaktører, skoler og dagpasning) med det formål at udvikle tværinstitutionelle og tværfaglige kultur- og undervisningstilbud samt kompetenceløftforløb for lærere/pædagoger/kulturaktører.
Kulturtjenesten vil i samarbejde med kulturinstitutioner og -aktører skabe én synlig indgang til Kulturtjenestens tilbud. Skoler/dagpasning og børn og unge i fritiden kan hente alle informationer om kulturtilbud på Lolland-Falster. Kulturinstitutioner/-aktører får desuden let og enkel adgang til deres målgruppe via fælles markedsføringsindsats.
Projektorganisering
Styregruppe/Bestyrelse
I projektfasen nedsættes en styregruppe på chefniveau med en repræsentant fra hver af de to kommuners Dagpasnings-, Skole- og Kultur- og Fritidsområde samt to repræsentanter valgt af Kulturtjenestens aktører og i projektperioden en repræsentant fra Skoletjenesten på Sjælland.
Et kommissorium for styregruppens arbejde skal udarbejdes.
Styregruppen afløses af en bestyrelse, når projektet går i drift.
Kulturtjenestens sekretariat
Kulturtjenestens sekretariat bliver besat med en koordinator, der har ansvar for at opbygge sekretariatet. Koordinatoren bliver tilknyttet Kultur- og Fritidsafdelingerne i de to kommuner.
Medarbejderens opgaver bliver bl.a.
- Udarbejdelse og implementering af PR-strategi for fælles formidling af de tilbud, som Kulturtjenestens aktører udbyder
- Opbygge og facilitere netværk for kulturinstitutioner/aktører, der er del af Kulturtjenesten
- Opbygge og facilitere Kulturambassadørnetværk (skoler og dagpasning)
- Opsøgende arbejde i forhold til potentielle aktører i Kulturtjenesten
- Medvirke til udvikling af Kulturtjenestens tilbud
Derudover vil der komme opgaver som:
- Understøtte/facilitere udviklingen af tværfaglige projekter/samarbejder i Kulturtjenestens regi
- Opbygge vidensbank for fundraising – hvor kan man søge midler, hvilke frister er der etc.
- Sparring på ansøgninger til fonde for Kulturtjenestens aktører
Sparringsgruppe
Til sekretariatet bliver tilknyttet en sparringsgruppe med udviklingskonsulenter fra skole, dagpasning, kultur- og projektet Sund Sans over Sundet samt en følgegruppe med lærere og pædagoger, der kan indkaldes ad hoc.
Sparringsgruppen har til opgave at være med til at ”bane vejen” for Kultursekretariatets medarbejder indenfor eget område i kommunerne og skal fungere som sparringspartner.
Gruppen fungerer, sammen med Kulturtjenestens koordinator, desuden som sparringspartner for Kulturtjenestens aktører, når de udvikler tilbud til Kulturtjenesten.
Kulturtjenestens aktører
Aktører, der ønsker at være del af Kulturtjenesten, betaler et årligt beløb, som bidrager til sekretariatets drift og fælles markedsføring og udvikling.
Kulturtjenestens aktører
- Udvikler og afholder forløb som supplerer den traditionelle undervisning i grundskoler/gymnasier/daginstitutioner. Forløbene forholder sig bl.a. til læreplaner i dagpasningen og folkeskolens trin- og fællesmål.
- Udvikler og afholder kompetenceløftforløb for/med lærere/ pædagoger/kulturaktører
- Udvikler og afvikler projekter/aktiviteter i samarbejde med/for skoler og daginstitutioner
- Udvikler og tilbyder aktiviteter i fritiden
- Udvikler og afholder tværfaglige projekter
Kulturinstitutionerne Museum Lolland-Falster; Fuglsang Kunstmuseum og Storstrøms Kammerensemble er gået ind i samarbejdet og er primære igangsættende samarbejdspartnere. Disse kulturinstitutioner bidrager både økonomisk og med arbejdstid til udvikling og gennemførsel af Kulturtjenestens første tilbud til grundskoler og dagpasning samt kompetenceløftforløb til lærere og pædagoger.
Netværk for Kulturtjenestens aktører
Kulturtjenestens aktører medvirker aktivt til at danne eget netværk med det formål at styrke koordinering, tværfagligt samarbejde og erfaringsudveksling. Netværksdannelsen støttes desuden aktivt af koordinatoren og er prioriteret økonomisk i projektet.
Kulturambassadørnetværk
Der bliver opbygget et Kulturambassadørnetværk med repræsentanter fra skoler og dagpasning. Skole-bibliotekarer/lærere/pædagoger indgår i netværket, så alle skoler og dagpasningstilbud er repræsenteret. Netværket bliver Kulturtjenestens indgang til skoler/dagpasning samtidig med at netværks-medlemmerne får tilbud om arrangementer og aktiviteter.
Samarbejdspartnere
Skoletjenesten på Sjælland
Skoletjenesten indgår i Kulturtjenesten som samarbejdspartner og bidrager i projektperioden med sparring, videns- og erfaringsdeling i samarbejde med Kulturtjenestens koordinator og aktører samt ved deltagelse i projektets styregruppe.
Skoletjenesten bidrager endvidere i projektperioden med udviklingsmidler med fokus på undervisnings- og læringsaktiviteter, herunder tværfaglige projekter, i samspil med Kulturtjenestens aktører og med grundskole og dagpasning som målgruppe.
Der udarbejdes en skriftlig projektsamarbejdsaftale mellem Kulturtjenesten og Skoletjenesten inden projektstart.
Senest opdateret:
21. Marts 2012