Nu er programmet for Sund Sans Børnekoncerter 2010/2011 på gaden.
Sund Sans børnekoncerter er professionelle koncerter for de ca. 5-8-årige og deres familier og byder på skønne musikoplevelser, hygge og små overraskelser. Vi gør meget ud af, at børn og forældre får en god oplevelse med hjem oveni musikken.
Koncerterne spilles om lørdagen kl. 11 i Kulturforsyningens hyggelige cafe, så det er nemt at smutte forbi, når man alligevel er ud at lørdagshandle.
Børn og forældre får i år tre fantastiske koncertoplevelser for en hund (100 kr. pr. person). VIP-kortet kan bestilles på tmfn@guldborgsund.dk eller på telefon 5473 1524 (begrænset antal). Kortet er ikke personligt og må gerne lånes ud eller deles med andre.
Billetter i døren 50 kr. pr. person pr. koncert.
I denne sæson byder koncertprogrammet på:
Efterårskoncert 25/9 2010 kl. 11
DaBoing Band
Spis et efterårsæble og hør DaBoing Band med børne- og filmkomponist Halfdan E., som du sikkert kender fra DRs SKRÅL, løgnhalsen fra DR Carl Quist-Møller og sangeren Louise Nordby. Det bliver ikke mindre end en formidabel formiddag med sjov og poesi.
Koncerten er bygget op som en lille teaterforestilling, hvor de 9 nye sange understøtter handlingen. Børnene deltager aktivt undervejs.
Før-julekoncert 27/11 2010 kl. 11
Uimodståelig hyggelig før-julekoncert med Lydspor.
Kom og hør historien om Klods-Hans, der træder ind på slottet og ind i folk med træsko på, og om hvordan han, trods store forhindringer undervejs, klarer vejen til prinsessens hjerte og det halve kongerige.
Traditionen tro tænder vi lys, klipper julepynt og spiser pebernødder, mens Lydspor giver os den funklende musikalske udgave af eventyret om Klods-Hans.
Lydspor består af de to klassiske sangere Cille Buch (sopran) og Sandra Nielsen (vokal/tenor), Gitte Nyholm på tværfløjte og Andreas Borregaard på accordeon (harmonika).
Forårskoncert 26/2 2011 kl. 11
(B)lærerigt Børneshow med Trolle og Tormod
Tag familien i hånden og vær med, når vi slutter Sund Sans børnekoncertsæsonen af med et brag. Trolle og Tormod går på scenen med deres (B)lærerige Børneshow og trykker den max af med sjov, ballade og lækker spade.
Med spaderne på ryggen drager Trolle og Tormod rundt i landet og sætter gang i både børn og voksne. Gennem de sidste 5 år har de spillet mere end 100 koncerter rundt omkring i landet for børn og deres familier. Deres (B)lærerige Børneshow giver garanti for aktivering af både latter-, hjerte- og hjernemuskler.
Sund Sans børnekoncerter arrangeres af Guldborgsund Kommune i samarbejde med lms.dk, Kamæleon Koncerter.
Senest opdateret:
21. Marts 2012