Genveje

Guldborgsund Kommune
 

Arkitekturpris

 

Borgmester John Brædder uddelte for anden gang Arkitekturprisen til bygherrer og arkitekter ved et festligt arrangement fredag den 14 oktober 2011 i Bispegården Nykøbing F under overværelse af ca. 40 gæster.

Borgmester John Brædder sagde i sin velkomst: ”I modsætning til sidste år hvor vi havde et stort og spektakulært projekt, Fuglsang Kunstmuseum, som en af prisvinderne, er det i år projekter i en mindre skala der vil blive præmieret. Men det gør ikke arkitekturen mindre,” og pegede samtidig på bredden i prisuddelingen: ”Også i år har der været forslag i kategorien ”Restaurering og ombygning”, der afspejler at mange borgere gør en stor indsats for at passe på de mange fine gamle huse i kommunen. Til stor glæde for borgere og besøgende.”

Ved arrangementet blev der uddelt to priser. Den ene gik til en ombygning og renovering, primært af gavlen på Skibsbrostræde 2 i Nysted mens den anden blev givet til den ny tilbygning til Bispegården. En tilbygning der har skabt debat og afstedkommet mange kommentarer som at den ikke passer til det fine gamle byggeri og ligefrem er grim.

Bedømmelsesudvalget bestående af arkitekterne Dan Cornelius og Birgitte de Neergård, begge udpeget af Akademisk Arkitektforening, museumsdirektør Anne Højer Petersen udpeget af Guldborgsund Billedkunstråd, formanden for Teknik- og Miljøudvalget Arne Graae Jensen samt Borgmester John Brædder, har efter en rundtur og set på de forslag som borgerne er kommet med henover sommeren, enstemmigt peget på de to prisvindere.

Bedømmelsesudvalget har netop peget på tilbygningen til Bispegården fordi den vedkender sig, at være en moderne bygning men alligevel tager udgangspunkt i den ældre bygningsmasse såvel i materialevalg som i omsorg for detaljen både ude og inde.

Skibsbrostræde 2 er valgt fordi man ved renoveringen har fået et hus der med sine fine proportioner og ved brug af gammelt tømmer fremstår originalt. Der er lagt megen omtanke og tid i projektet og samlet har man fået en rigtig god bolig med smuk udsigt over vandet.

Se nærmere om:

Renovering Skibsbrostræde 2, Nysted, bygherre Majbrit Rasmussen, arkitekt Frederik Toubro.

Tilbygning Bispegården, Østre Allé 2 Nykøbing F, bygherre Lolland Falster Stift, arkitekt Creo arkitekter ved kgl. Bygningsinspektør Hans Toksvig Larsen.

Senest opdateret:  20. December 2011

Borger

Kontakt

Natur, Miljø og Plan
Parkvej 37
4800 Nykøbing F
Telefon 54 73 10 00

Åbningstider
Mandag - onsdag kl. 10.00 - 15.00
Torsdag kl. 10.00 - 17.00
Fredag kl. 10.00 - 12.00

Mail: natur-miljoe-plan@guldborgsund.dk