Velkomst ved borgmesteren |
Velkommen til erhvervs- og turismelivet i Guldborgsund Kommune!
I Guldborgsund Kommune er vi inde i en positiv udvikling. Femern Bælt-forbindelsen er besluttet, vores erhvervs- og turismesektor blomstrer, og vi er en attraktiv bosætningskommune med et rigt og varieret uddannelses-, kultur- og fritidstilbud. For at fastholde denne positive udvikling kræver det dog en fortsat fokuseret indsats. Derfor har vi store visioner for vores erhvervsudvikling.
Vores vision og ønske er at tiltrække flere vækstvirksomheder og forbedre de vilkår, der allerede eksisterer for jer som erhvervsdrivende og iværksættere. For at opfylde dette har vi taget fat på en række konkrete initiativer. Blandt andet har vi, i samarbejde med Lolland Kommune, dannet Business LF, som er en slagkraftig organisation indenfor erhverv, turisme, handel og investeringsfremme. Det vil betyde, at I som erhvervsdrivende får en fleksibel og effektiv rådgivning, et bredt netværk og mulighed for kurser og inspirerende arrangementer.
Et andet initiativ vi arbejder på er udviklingen af en ny og stor erhvervspark med motorvejsnære erhvervsarealer og gode adgangsforhold på Nordfalster. Det gør, at vi er på forkant med de potentialer, der ligger i den kommende Femern Bælt-forbindelse og kapacitetsfordoblingen på Gedser-Rostock forbindelsen.
Derudover ønsker vi at fastholde og tiltrække en dygtig arbejdskraft, som understøtter erhvervslivet. Vi arbejder derfor for at videreudvikle vores campus og satser på livslang læring, herunder uddannelse og efteruddannelse af voksne.
Et af vores væsentligste erhverv i Guldborgsund Kommune er turismen, som vi bakker op om ved blandt andet at arbejde for bedre infrastruktur og understøtte initiativer, der styrker helårsturismen.
Velkommen til erhvervs- og turismelivet i Guldborgsund Kommune!
Med venlig hilsen
John Brædder (G)
Borgmester
Senest opdateret:
15. Januar 2012