Pressemeddelelse:
RESEARCH – MEN AF HVAD?
03.01.07 De nye kommuner er i gang, og journalister på stort set alle medier i landet er i gang med at undersøge, om vi nu også lever op til forventningerne.
Som administrerende direktør i Guldborgsund Kommune er jeg glad for interessen!
Dels er medierne med til at fortælle borgerne om alt det nye, og dels kan en kritisk presse vise os, hvor vi har fejl, der skal rettes.
Men ind imellem kan man godt undre sig lidt over, hvad journalister kan finde det vigtigt at undersøge her i en travl og kritisk overgangsfase.
28. december 2006 klokken 14.15 dumpede en mail ind til i Guldborgsunds e-postkasse. Afsender var en journalist på ét af Danmarks store nyhedsmedier, og mailen blev sendt til alle landets kommuner.
Vi har brug for ”et par få oplysninger”, lød det – og så blev kommunerne ellers bedt om at finde oplysninger om, hvor mange penge der blev brugt på taxakørsel af skolelever i årene 2002, 2003, 2004, 2005 og 2006, og hvor mange elever, der blev transporteret i de samme år. Svar inden 4. januar, bad journalisten.
Det skal tilføjes, at næsten alle kommuner holdt lukket mellem jul og nytår på grund af IT-konvertering.
Nu er det så, jeg spørger mig selv: Hvad er det egentlig for en sag, journalisten researcher på?
Handler den virkelig om kørsel af skolebørn – eller er det måske snarere et forsøg på at skabe en historie om, at de nye kommuner ikke er i stand til at finde oplysninger frem, når pressen beder om det?
I Guldborgsund Kommune har vi svaret den pågældende journalist, at vi ikke pt. har tid til at deltage i denne undersøgelse. Vi kunne såmænd godt finde tallene. Men det ville koste dyrebar arbejdstid at grave dem frem fra seks gamle kommuners arkiver. Og ærlig talt, så vægter vi det højere at betjene borgerne så godt, vi formår, og at få alle medarbejdere godt på plads.
Relevante spørgsmål fra journalister er vi naturligvis altid parat til at svare på, men en vis prioritering må vist siges at være fornuftig lige i øjeblikket.
Med venlig hilsen
Ib Østergaard Rasmussen
Administrerende direktør
Guldborgsund Kommune
Senest opdateret:
31. Marts 2009