Sagsbehandlingen tager længere tid |
Sammenlægningen af de seks kommuner og dele af amtet har medført, at sagsbehandlingstiden på Teknik- og Miljøområdet bliver længere i en overgangsfase.
Det er der flere grunde til:
• Der er sket en ophobning af sager, fordi medarbejderne har haft travlt med at forberede sammenlægningen.
• Mange medarbejdere skal sætte sig ind i nye arbejdsområder og varetage helt nye opgaver.
• Der indføres samtidig en række nye arbejdsgange og metoder samt nye IT-systemer, og der skal anvendes en række nye fællesoffentlige IT-systemer, som der først nu er blevet adgang til.
• Flytningen har også taget en del tid.
• Der er en del medarbejdere, der har valgt at fratræde i forbindelse med sammenlægningen.
Udvalget for Teknik og Miljø og Udvalget for Faste Ejendomme har på deres seneste møder fået forelagt opgørelser over de ubehandlede eller ikke færdigbehandlede sager på Teknik- og Miljøområdet, som Guldborgsund Kommune har modtaget fra de seks kommuner og amtet. Opgørelserne viser følgende:
- Natur- og Miljøafdelingen: ca. 200 sager på myndighedsområdet
- Vej- og Projektafdelingen: ca. 80 sager på vejmyndighedsområdet
- Bygge- og Planafdelingen: ca. 900 byggesager, ca. 30 lokalplansager
Hertil skal lægges en række nye sager, som er modtaget i første halvdel af januar 2007 inden indflytningen på det nye rådhus.
Endelig skal en stor del af medarbejderne også løse en række andre tilsyns-, drifts-, anlægs-, projekt- og planlægningsopgaver – hvor der også er sket en vis ophobning - samtidig med myndighedsbehandlingen af den meget store mængde af sager.
De to udvalgsformænd - Henning Kamper, Udvalget for Teknik og Miljø og John Brædder, Udvalget for Faste Ejendomme - oplyser, at alle borgere og virksomheder, som har ubehandlede eller ikke færdigbehandlede sager i de seks kommuner og amtet, inden for kort tid vil blive orienteret om følgende:
• Bekræftelse på, at Guldborgsund Kommune har overtaget deres sag til behandling og afgørelse.
• Navn og telefonnr. på sagsbehandleren, som skal behandle sagen.
• Den forventede sagsbehandlingstid i det omfang, det er muligt at fastlægge den.
”Medarbejderne yder virkelig en utrolig og ekstraordinært stor indsats i denne tid.
Det er derfor vores håb, at den ekstraordinære store ophobede mængde af sager kan blive afviklet i løbet af 1. halvår 2007, så vi kan nærme os mere normale sagsbehandlingstider i 2. halvår 2007”, siger Henning Kamper og John Brædder.
”I denne her helt specielle situation bliver vi derfor nødt til at bede om en vis forståelse og tålmodighed hos de borgere og virksomheder, der har ansøgninger liggende til behandling”, siger de to udvalgsformænd.
For at klare den forventelige normale sagsmængde, er det besluttet, at der – på grund af fratrædelser m.v. – skal ansættes to nye medarbejdere til byggesagsbehandling og to nye medarbejdere til lokalplanlægning.
Henning Kamper
Formand
Udvalget for Teknik og Miljø
John Brædder
Formand
Udvalget for Faste Ejendomme
Senest opdateret:
31. Marts 2009