Genveje

Guldborgsund Kommune
 

Klar kurs trods strid kuling

PRESSEMEDDELELSE:

KLAR KURS TRODS STRID KULING

Vejret var råt, og skibet måtte ligge i havn på ekspeditionens sidste dag - men politisk havde Guldborgsunds Galathea-ekspedition både fremdrift og god vind i sejlene.

Der var både solskin og strid blæst undervejs, men målet blev nået: Efter et tre dage langt møde ombord på det gode skib Haabet har politikerne i Guldborgsund opnået bred enighed om et målrettet udspil til kommunens kurs.

På tværs af alle partier er der nu klarhed om perspektiverne for den nye kommune: Hvor skal der satses, hvilken rolle skal de gamle hovedbyer have, hvordan kan udviklingen blive harmonisk og sikre borgerne et godt liv, hvad enten de bor på landet, i en mindre by eller i kommunens centrum.

Fælles perspektiv

Vejrmæssigt var det en strid tur med kulingstød på op til 17 sekundmeter, inden skipper af sikkerhedsmæssige grunde frarådede den sidste dags sejlads.
Men politisk var der godt vejr til ekspeditionen.

”Jeg er stolt af, at byrådet allerede nu har været i stand til at løfte sig op og se den nye kommune i et fælles perspektiv”, siger borgmester i Guldborgsund Kaj Petersen.
”Vi er seks sammenlagte kommuner, og så kunne man godt frygte, at traditionelle lokalpolitiske hensyn kom til at spænde ben for helheden. Men mine byrådskolleger har vovet springet. De ved, at vi gavner helheden ved at turde vælge både til og fra.”

”Nu skal vores ideer igennem de politiske udvalg og byrådet – og så skal vi høre borgerne, hvad de synes om vores endelige udspil. Men jeg noterer mig, at det, som byrådet er kommet frem til, er i smuk harmoni med de fleste udspil, som borgerne gav os undervejs på turen”, siger Kaj Petersen.

Arbejdsdeling mellem områder

Udspillene er i korte træk en ”arbejdsdeling” for kommunen, så erhverv, turisme og kultur får lov at udvikle sig dér, hvor området egner sig bedst til hver enkelt ting:

Den tunge erhvervsmæssige udvikling skal målrettet ske ved Sakskøbing og Nørre Alslev, hvor motorvejen ligger; turismen på Øst- og Sydfalster samt på Nysted-kanten, hvor natur og oplevelsestilbud lokker og kan videreudvikles, mens kultu-ren og uddannelsen fortsat skal styrkes i kommunens store hovedby og naturlige geografiske centrum, Nykøbing.

Godt med en spændende center-by

Selv om mange ”muskler” foreslås koncentreret i Nykøbing, er tilfredsheden med udspillet stor, også hos 1. viceborgmester Edvard Traberg, der selv bor på landet:
”Det er godt, at byrådet vil gøre Guldborgsund til en helstøbt kommune! Der er enighed om også at satse på de mindre bysamfund, og vi er klar til at spille sammen med de borgere, der vil noget lokalt. Og det er jo nu engang sådan, at det er dejligt at bo på landet, når man let kan komme til en spændende by – og dejligt at bo i byen, når man let kan komme ud til en skøn natur.”

2. viceborgmester Hans-Aage Pedersen, bosat på Sydfalster, bakker op:
”Turisme er ikke bare sommerhuse, restauranter og oplevelser som Golf & Fun-Park. Det er vigtigt for at trække folk til, men det er ikke nok. Der skal også være en stor og levende handels- og kulturby i nærheden. Det har alle dage været godt for Sydfalster, at Nykøbing har gode tilbud – og med den nye kommune bliver der endnu bedre muligheder for alle parter.”

Fyrtårne

Og borgmester Kaj Petersen:
”Kultur er noget, der foregår ude i de lokale samfund, mellem mennesker. Men uden et fyrtårn går det ikke – og med en så stor opbakning til Nykøbing som ”lokomotiv” er jeg sikker på, at vi kan trække Guldborgsund helt frem i førertrøjen kulturelt set. Vi har allerede nu ét fyrtårn i Middelaldercentret, og det skal vi sikre en fortsat udvikling. Et andet fyrtårn, som rejser sig i horisonten, er jo kunstmuseet på Fuglsang, og her kan jeg høre, at der også er vilje til gå endnu længere og nå til et egentligt Kulturcenter Fuglsang.”

En tilfreds borgmester runder af:
”Der er en fantastisk politisk enighed om kursen. Nu må vi se, hvor borgerne vil hen – og forhåbentlig er der nogenlunde sammenfald. Jeg regner med, at vi kan sende et endeligt forslag i høring efter sommerferien.”     

 

Senest opdateret:  31. Marts 2009