LØB FRA SYGEHUSET
Nykøbing Sygehus fylder 50 år i juni. Guldborgsund fejrer dagen med et motionsløb.
Når Nykøbing Sygehus i juni har 50 års jubilæum, er Guldborgsund Kommune blandt gratulanterne.
Men skønt kommunen ønsker sygehuset mange velfungerende år endnu, så vil vi samtidig gøre, hvad der står i vores magt, for at holde Guldborgsund-borgerne væk fra sygehuset!
Fra 1. januar 2007 er hovedansvaret for sundhedsfremme og forebyggelse overgået fra de tidligere amter til kommunerne.
Det er klart dokumenteret, at det er skidt for helbredet at være fysisk inaktiv - og omvendt er det bevist, at fysisk aktivitet fremmer sundheden.
Derfor markerer Guldborgsund Kommune jubilæet ved at arrangere et motionsløb – VÆK fra sygehuset.
Løbet arrangeres i samarbejde med Idestrup Kondi.
Den fem kilometer lange løbetur – som det også er muligt at gå - gennem kommunens skønne natur foregår lørdag d. 2. juni med start på Strandboulevarden foran sygehuset klokken 13.30.
Tilmelding senest d. 29. maj 2007 på sundhed@guldborgsund.dk
Når turen er slut, vil man kl. 14.30 kunne opleve Eskilstrups dygtige rytme- og springgymnaster.
Se mere om selve løbet på www.idestrup-kondi.dk
Printvenlig udgave af plakat Løb fra Sygehuset
Senest opdateret:
31. Marts 2008