Genveje

Guldborgsund Kommune
 

Referat fra borgermøde om forslag til lokalplan 105

Referat fra borgermøde om forslag til lokalplan 105

Borgermøde omkring lokalplan 105, Kraghave Møllevej, bolig- og centerområde, kom til at handle om hele områdets trafikforhold.

I forbindelse med at forslag til lokalplan 105 er ude i offentlig høring frem til 28 januar, afholdt kommunen borgermøde torsdag 10. januar i Tingsted Forsamlingshus.

Der var mødt lidt over 20 interesserede borgere frem, i mødet deltog også politikerne John Brædder (JB), Preben Bonde (PB) og Claus Bakke (CB) fra Udvalget for Faste Ejendomme.

VELKOMST

John Brædder bød velkommen og fortalte om baggrunden for lokalplanen og hovedtrækkene i denne. ”I Kommuneplanen for tidligere Nykøbing Falster Kommune er området omkring Kraghave Møllevej udlagt til bolig- og centerformål.

Byrådet i den tidligere Nykøbing Falster Kommune besluttede, at der skulle udarbejdes en lokalplan i forbindelse med, at en række grundejere på Kraghave Møllevej 5 til 21 har købt en del af det bagvedliggende erhvervsområde af kommunen for at få mulighed for at udvide deres haver. Lokalplanen ændrer status af de solgte arealer fra erhvervsområde til boligformål.

Ligeledes har en bygherre ønsket at bygge 10 tæt-lav boliger på den grund, hvor ”Blomsterhuset” tidligere lå.

Lokalplanen giver mulighed for, at begge nævnte ting kan lade sig gøre, og at der samtidig kan laves butikker og skabes et centrum for Nordbyen, hvor Nordbyskolen og Nordstjernen også er en del.”

Herefter præsenterede byplanlægger Per Nejrup Hansen (PNH) lokalplanen nærmere.

Efter en kort pause var der kommentarer fra salen.

BORGERMØDET DÅRLIGT ANNONCERET

Der var flere der syntes at mødet var utilstrækkeligt annonceret. Det blev lovet at man vil prøve at gøre det bedre fremover, kommunen vil sikre sig at møder kommer med i dagbogen i Folketidende.

KRITIK AF LOKALPLANENS BEHANDLING AF TRAFIKFORHOLD

Hurtigt kom debatten til at dreje sig om trafikforhold. Lokalplanens forslag om at etablere et torv og stillevej mellem Nordbyskolen og centerområdet blev kritiseret, nu bliver der kørt alt for stærkt på Kraghave Møllevej og de tidligere trafikdæmpende foranstaltninger virker ikke, rørene med beplantning er fjernet eller bliver skubbet ind til siden.
Der var diskussion om en viderføring af Nordby Alle syd om ”fuglenavn kvarteret” vil medføre så meget trafik at det ikke bliver for farligt for skolebørn der skal krydse vejen f.eks. for at handle i frikvarterer. 
Flere var også usikre på hvad fremtidige trafikplaner for hele Nordbyen vil medføre af trafik gennem området og hvordan man kommer til og fra. Skal Nordby Alle føres igennem til Gaabensevej og hvad sker der når og hvis erhvervsområdet nord for Kraghave Møllevej omdannes til boligområde. Det er svært for borgerne at tage stilling til lokalplanen hvis de trafikale forudsætninger ændres.
Der var også ønske fra flere om, at Kraghave Møllevej gøres til stillevej.

PB fortalte at lokalplanforslaget har taget udgangspunkt i den gældende Vej og Miljøhandlingsplan for Nykøbing. Kommunen arbejder dog med en ny trafikplan og den kan selvfølgelig få betydning for lokalplanen.
JB foreslog at man afholder et borgermøde omkring trafikspørgsmål, da det er et emne der optager mange.
CB opfordrede til at borgerne kommer med ideer til fremtidig trafikplan for området - nu hvor en ændring er i støbeskeen.

FOR VIDDE RAMMER FOR HVAD DER KAN BYGGES.

Flere borgere udtrykte utilfredshed med at lokalplanen ikke er præcis nok i forhold, til om der skal bygges boliger eller butikker, hvor de skal placeres og hvilken størrelse evt. byggeri vil få. Det vil være rart at vide, om man får tæt lav byggeri eller et supermarked til nabo. Et supermarked vil afstedkomme mere trafik og større parkeringsbehov end boliger.
PNH sagde at grunden til, at kommunen har valgt at lægge meget åbne rammer ud er, at man vil give frie muligheder, da man ikke ved, om man kan få butikker til at placere sig i Nordbyen og ikke vil risikere, at man skulle lave en ny lokalplan til boligformål.

Det blev også foreslået at butikker lægges ud til Gaabensevej, da trafikken er generende i et boligområde.

Borgere fra Musvitvej var bekymrede for højden på 2 etager og kunne ikke forstå at det var foreneligt med tæt-lav udtrykket.

PLANER FOR ”BLOMSTERHUS” GRUNDEN.

En borger orienterede om at Danflex huse har opstillet en salgsvogn for deres projekt til 10 tæt lav boliger på Blomsterhus grunden. I den forbindelse spurgte en beboer på Musvitvej om man risikerer at der bliver indkørsel fra Musvitvej. Dette giver lokalplanen ikke mulighed for, da al indkørsel til lokalplanområdet skal ske fra Kraghave Møllevej.

SOGNEGÅRD INDENFOR LOKALPLAN OMRÅDET ?

CB spurgte til muligheden for at placere en sognegård indenfor lokalplanområdet. Det blev oplyst af byplanlægger Marianne Reinhardt at dette er muligt indenfor et center område.

Mødet sluttede med en opfordring fra JB til at komme med indsigelser og kommentarer til lokalplanen, da kommunen så har mulighed for at tage dem med i sit videre arbejde.

 

Senest opdateret:  24. Januar 2008