OP AF SOFAEN, JENSEN!
KRAM-undersøgelsen viste, at hver anden borger, der er inaktiv i fritiden, ønsker at være mere fysisk aktiv. Det vil Guldborgsund Kommune gerne gøre noget ved. Kommunens Sundhedspolitik er i offentlig høring til den 21. november, og du har nu mulighed for at påvirke den.
Guldborgsund Kommune vil skabe gode rammer, så flere borgere får mulighed for at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet. Men hvad synes du om det? Er du enig i, at flere børn og unge skal være fysisk aktive? Og er du enig i, at voksne også skal bevæge sig noget mere i dagligdagen? Har du forslag til, hvordan kommunen kan støtte op omkring det?
Hvad synes du om, at Guldborgsund Kommune ønsker at skabe øget fokus på fysisk aktivitet for særlige grupper som gravide, nybagte forældre, mænd og arbejdspladser med mange ufaglærte? Eller skal alle have de samme tilbud? Hvordan kan Guldborgsund Kommune støtte op omkring at skabe flere muligheder for fysisk aktivitet i lokalområderne til inaktive borgere og borgere i risikogruppen for at udvikle livsstilssygdomme? Bør der være flere muligheder for at kunne dyrke motion i nærområdet? Og er der brug for motionstilbud, hvor hele familien kan være aktive sammen? Ville du benytte dig af det?
Trivsel
Guldborgsund Kommune har også trivsel som et indsatsområde – så hvordan sikrer kommunen at flere kommer i gang og trives ved at dyrke fysisk aktivitet uanset alder, køn, kondition og BMI?
Kommune vil udarbejde en overordnet bevægelsespolitik, som kan være med til at skabe gode rammer for fysisk aktivitet fra den tidlige barndom til alderdom. Bevægelsespolitikken skal gælde for alle kommunale skoler, institutioner, arbejdspladser og øvrige kommunale arenaer, hvor borgerne færdes, og danne rammen for at udarbejde lokale handleplaner. Hvad synes du om at Guldborgsund Kommune tager et sådant initiativ?
Du kan læse mere om, hvad Guldborgsund Kommune vil gøre for at øge sundheden i Guldborgsund Kommunes Sundhedspolitik, der er i offentlig høring til den 21. november.
Guldborgsund Kommunes Sundhedspolitik er i offentlig høring til den 21. november.
Du kan sende dit høringssvar til Teamleder for sundhedsudvikling Else Mortensen på e-mail: elmo@guldborgsund.dk
Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at ringe på telefon 54 73 24 67.
Baggrundsinformation
Fysisk aktivitet er ikke en naturlig del af vores hverdag længere. Vi bruger megen tid foran computeren og mindre tid på aktiv transport. De fleste er klar over, at fysisk aktivitet har betydning for helbredet og vil gerne være mere fysisk aktive, men mange har alligevel svært ved at få bevæget sig nok i hverdagen.
Talrige undersøgelser dokumenterer, at fysisk aktivitet er vigtig for at opnå fysisk, psykisk og social sundhed. Regelmæssig fysisk aktivitet er forbundet med en lang række positive effekter, som vil være til gavn for alle borgeres sundhed. 30-40 % af den voksne danske befolkning er fysisk inaktive. Hvis halvdelen af disse begyndte at være fysisk aktive en halv time om dagen, ville sundhedsvæsenet kunne spare mere end 14 mia. kr. I Guldborgsund Kommune betyder det, at ca. 18.000 borgere ud af 64.000 er inaktive.
Sådan ser det ud i Guldborgsund Kommune (tal fra KRAM-undersøgelsen)
- Hver 4. svarperson dyrker hård eller moderat fysisk aktivitet i fritiden.
- Der er en positiv sammenhæng mellem at være fysisk aktiv i fritiden og et godt selvvurderet helbred.
- Halvdelen af de kvinder der er fysisk inaktive i fritiden og 41,1 % af de mænd der er fysisk inaktive i fritiden svarer, at de ønsker at være mere fysisk aktive.
- Over halvdelen af svarpersonerne træner eller dyrker idræt for at være eller komme i god form.
- Ca. hver 5. mand træner eller dyrker idræt for at være sammen med andre og for at have det sjovt.
- Ca. hver 5. kvinde træner eller dyrker idræt for at tabe sig.
- 1367 deltagere fik målt deres kondital ved helbredsundersøgelsen. 53,7 % af mændene og 64,8 % af kvinderne har et lavt kondital.
Senest opdateret:
14. Juli 2010