Genveje

Guldborgsund Kommune
 

Hvordan får vi en sund alkoholkultur?

Hvordan får vi en sund alkoholkultur?

Er det ok, at de voksne drikker, når der er børn til stede? Hører alkohol og fyraften sammen? Nu har du mulighed for at få indflydelse på sundhedspolitikken.

Guldborgsund Kommune har lavet et anderledes forslag til indsatsområdet om alkohol i Sundhedspolitikken og ønsker at vise, at vi skal se tingene i et bredt perspektiv.

”Vi skal videre end at tale om genstandsgrænser og i højere grad se på vores alkoholkultur og nogle af de sociale konsekvenser et stort forbrug kan medføre,” siger Grete Odder Nielsen, leder af Center for Afhængighed. Det har været en naturlig fortsættelse af, at kommunen har deltaget i Sundhedsstyrelsens projekt ”Børn i familier med alkoholproblemer”, hvor der i høj grad blev erfaret et behov for, at der tages hånd om børnene. Alkoholpolitikken adskiller sig ved i lige så høj grad, at have fokus på de pårørende og på hjælp til dem.

Sundhedspolitikken adskiller sig desuden ved at fokusere på trivsel. En række undersøgelser, inklusiv Guldborgsund Kommunes KRAM-profil, viser, at der er en sammenhæng mellem, hvordan man har det, og om man lever sundt inden for KRAM-faktorerne, dvs om man spiser sundt, ryger, drikker over genstandsgrænsen og motionerer. Eksempelvis viste KRAM-undersøgelsen, at borgere med en høj stress-score drikker mere end f.eks. unge mænd på 18-21 år, som ellers har et højt alkoholforbrug. ”Det viser bare, at billedet er mere komplekst og skal ses i en større sammenhæng,” mener Else Mortensen, teamleder for sundhed.

Hvad mener du?

Hvad synes du om, at et af kommunens mål på alkoholområdet er, at det skal være socialt acceptabelt ikke at drikke alkohol?

Guldborgsund Kommunes Sundhedspolitik er i offentlig høring til den 21. november.

Du kan sende dit høringssvar til Teamleder for sundhedsudvikling Else Mortensen på e-mail: elmo@guldborgsund.dk og hvis du har spørgsmål er du velkommen til at ringe på telefon 54 73 24 67.

Sådan ser det ud i Guldborgsund Kommune – tal fra KRAM-undersøgelsen
  • Mænd i alle aldersgrupper overskrider oftere end kvinder genstandsgrænserne på en uge
  • Mænd overskrider oftere end kvinder ”Max 5 genstande ved en lejlighed”-grænsen
  • Det er oftest de 18-24 årige mænd og de 65+ årige kvinder, der overskrider genstandsgrænserne på en uge
  • En tidligere alkoholdebut (8-12 år) medfører, at man oftere overskrider genstandsgrænserne
 Vidste du at:
  • Alkoholforbrug er et problem, når det går ud over familie, børn, selvværd, helbred og arbejde
  • Det er muligt at gøre noget ved alkoholproblemer. Det er vigtigt at bryde tavsheden omkring et alkoholproblem. Jo før der handles, desto mindre bliver skaderne for den drikkende og dennes omgivelser.
  • Genstandsgrænsen for mænd er max 21 genstande om ugen
  • Genstandsgrænsen for kvinder er max 14 genstande om ugen
  • Genstandsgrænsen er max 5 genstande ved en enkelt lejlighed
  • Gravide bør ikke drikke alkohol

 

Senest opdateret:  08. Juli 2010