Guldborgsund er nået meget langt. Lederuddannelse til alle ledere. |
Lederuddannelse til alle ledere
Guldborgsund er nået meget langt.
”Jeg er meget tilfreds, for med den status er der ingen tvivl om at vi når i mål med uddannelse af vores ledere inden 2015”, siger administrerende direktør Ib Østergaard Rasmussen, Guldborgsund Kommune. Han fortsætter: ”vi tager kompetenceudvikling meget alvorligt, og derfor har vi også besluttet, at lederuddannelse ikke er et tilbud, men et krav – og det gælder alle vores ledere.”
I praksis betyder beslutningen om at alle ledere skal gennemføre og bestå en relevant lederuddannelse, at alle direktører og fagchefer som minimum skal have en lederuddannelse på diplomniveau. På næste lederniveau skal alle team-, institutions-, gruppe- og andre ledere med personale- og økonomiansvar også gennemføre Diplomuddannelsen i Offentlig Ledelse, men for denne gruppe ledere kan akademiuddannelsen i ledelse være et alternativ. Det kan jo være tilfældet, at den enkelte leders uddannelsesmæssige baggrund ikke giver formel adgang til DOL’en. Alene ledere, der har indgået en fratrædelsesaftale kan fritages for at gennemføre en relevant lederuddannelse.
Ledelse er et fag
”God ledelse og kompetente medarbejdere er altafgørende for, at vi kan nå de politiske mål og visioner, og dermed betjene borgere og virksomheder tilfredsstillende. God ledelse er også afgørende for at vi kan skabe attraktive arbejdspladser, der bæres af trivsel, kvalitet, professionalisme og effektivitet.
I vores virkelighed er god ledelse en kompleks størrelse. Det er derfor helt udenfor diskussion, at ledelse skal betragtes og håndteres som et selvstændigt fag med selvstændige krav til kompetencer hos vores ledere ”, slutter Ib Østergaard Rasmussen.
Senest opdateret:
22. December 2009