Genveje

Guldborgsund Kommune
 

Referat fra borgermøde om Feriecenter Gedesby

borgermøde om feriecenter gedesby

Referat fra borgermøde 19. januar 2009 i Gedesby Forsamlingshus om lokalplanforslag 111, Feriecenter Gedesby.

Lidt over 60 meget engagerede og kritiske borgere var troppet op til borgermødet for at høre om og stille spørgsmål til lokalplanforslag 111, Feriecenter Gedesby.

Formanden for Udvalget for Faste Ejendomme, John Brædder (JB), bød velkommen. Herefter præsenterede byplanarkitekt Per Nejrup Hansen (PNH), lokalplanforslaget og forklarede om Planloven og Regionplan for Storstrøms Amt, der regulerer udarbejdelsen af lokalplanforslaget. Allerde under præsentationen var spørgelysten stor.

Efter en kort pause, hvor der var mulighed for at forsyne sig med øl og vand, gik man over til spørgsmål og kommentarer.

Spørgsmål og kommentarer koncentrerede sig især om:

Hvorfor giver kommunen tilladelse til at der bygges et feriecenter på grunden?

Mange mente bl.a. at, det vil blive for stort, skabe for meget trafik i Gedesby, genere eks. sommerhuse. Der var ogå synspunkter på at, det ville være have været bedre at udstykke grunden til sommerhuse.

JB: ”Kommunen er (ifølge Planloven) forpligtiget til at udarbejde en lokalplan for et område, når der kommer en henvendelse fra en bygherre. Forudsat at ønsket om anvendelse er i overensstemmelse med Kommuneplanen. (Kommuneplanen for Sydfalster udlægger rammeområde 6.8.3 til feriecenter). Hvordan det præcise indhold af lokalplanen skal være, bestemmer Byrådet. Det burde således ikke komme som en overraskelse, at der kan komme et feriecenter.”

PNH: ”Den nuværende statslige lovgivning giver ikke mulighed for at lave nye sommerhusudstykninger. Regionplanen for det tidligere Storstrøms Amt giver mulighed for at indrette feriecentre og ferielejligheder på ubebyggede arealer i eksisterende sommerhusområder.”

Kommuneplantillæg nr. 11 angiver en max. byggehøjde på 8,5 m, mens lokalplanen angiver en max. byggehøjde på 6,5m. Hvad gælder?

PNH: ”Kommuneplanen angiver de overordnede rammer, den generelle højde for alle de områder der er udlagt til feriecenter, er 8,5 m. I den aktuelle lokalplan, er det af hensyn til omgivelserne valgt at, der kun kan bygges i op til 6,5 m højde, det er så disse krav, der er gældende.
Kommunen vil overveje, om der skal ske en generel nedsættelse af den max. bygningshøjde for feriecenter-områder i den kommende kommuneplan. I sommerhusområder kan der nu kun bygges i en etage og op til 5m højde.”
”Kommuneplantillægget hæver også bebyggelsesprocenten til 15, hvad der svarer til det nye Bygningsreglement 08. Sommerhuse vil i forbindelse med en ny kommuneplan også få hævet bebyggelsesprocenten til 15.”

Hvor er bygherren?

Der blev spurgt en del til bygherren og dennes hensigter. Hvorfor var de ikke mødt op, og var de inviteret.

PNH: ”Bygherre er inviteret gennem deres rådgiver.”

JB: ”Kommunen vil prøve at arrangere et møde med Grundejerforeningen, bygherre og kommunen.”

Placeringen af parkeringspladser og vej i den nordlige del af lokalplanområdet.

Parkeringspladser og ny vej i den nordlige del af lokalplanområdet vil genere de sommerhuse, der kommer til at ligge ud mod disse. Hvorfor ikke benytte Holmevej, som i forvejen er trafikeret, og så lægge parkeringen ud til denne. Man kunne også overveje at bytte om på parkering og vej. Forslag om at, hæve kravet til p-pladser fra 1½ til 2 pr feriebolig.

Marianne Reinhardt (MRE), byplanarkitekt Guldborgsund Kommune: ”Der kan indføjes bestemmelse om etablering af et f.eks. 4m bredt beplantningsbælte mod naboer for at mindske generne.”

PNH: ”Kommunen vil også se på konsekvenserne af en ny placering af vej og parkeringsarealer. Det vil ikke være så stor en ændring, at det kræver en ny lokalplan, men naboer og bygherre skal høres om ændringen.”

Hvorfor skal der være en sti gennem området til stranden?

Der er nu stier på begge sider af lokalplanområdet, kan disse ikke benyttes?

PNH: ”Der er lagt en sti gennem lokalplanområdet for at binde dette sammen og give adgang til de fællesfaciliteter, der bliver mulighed for at udlægge. Der er også tænkt på en forbindelse til en kommende bebyggelse vest for Kobbelsøvej.”

MRE: ”Stien over diget er vist men ikke fastlagt i lokalplanen, da den ligger uden for lokalplanområdet. Der er ikke nogen, der kan stille krav om den. Den vil i øvrigt kræve Digelaugets godkendelse.”

Vil de skitserede skorstene ikke give meget forurening?

En af mødedeltagere påpegede, at der med de miljøkrav, der er til nye brændeovne og skorstene ikke vil være problemer med forurening. Det er også meget naturligt at ønske sig en brændeovn i en feriebolig.
PNH: ”Kommunen vil se på om bestemmelser om typen og højden af skorstene.”

Muligheden for at foretage udstykninger af det enkelte hus eller lejlighed.

Det er en omgåelse af krav til sommerhuse, om at grunde skal være min. 1200 m2.

PNH: ”Udstykninger kan kun foretages af det enkelte hus eller lejlighed, resten af arealet udlægges som fællesareal, hvor der ikke må foretages hegning. Det svarer til udstykninger efter lejlighedsloven, hvor man er fælles om at eje friarealer.”

Hvorfor skal der oprettes en grundejerforening for lokalplanområdet?

Der er nu en grundejerforening for Gedesby Strand, skal man ikke være medlem af denne, da beboere i lokalplanområdet også vil benytte de omkringliggende stier og veje.

PNH: ”Løsningen med en grundejerforening for lokalplanområdet er valgt, da der er meget større fællesarealer indenfor lokalplanområdet, der skal passes end normalt i et sommerhusområde. Kommunen vil i samråd med Gedesby Strand grundejerforening prøve at finde en løsning.”

Forudsætningerne for, at der etableres et feriecenter.

Er det realistisk med et feriecenter, hvor der kan være en helårsbolig til en bestyrer, kiosk, restaurant og fællesfaciliteter, med det lille antal huse/lejligheder også nu, hvor der er en økonomisk krise? Hvordan vil kommunen sikre sig at fællesfaciliteterne bliver opført? Vil der ikke ske en udstykning af hele området?

PNH: ”Lokalplanforslaget startede med, at områderne på begge sider af Kobbelsøvej skulle kunne bebygges. Den vestlige del er nu ikke med, og det er usikkert om det sker. Lokalplanforslaget er dog tænkt, så der bliver en mulighed for at binde de to områder sammen.
Man kan overveje, om der ikke skal stilles krav om, at der som minimum skal etableres et fælleshus/areal, samt hvad der præcist skal opføres, hvis man vælger at nedrive eks. bygninger. Muligheden for at etablere en helårsbolig til en centerchef undersøges udtaget af lokalplanen, når det meste af området udstykkes.
Lokalplanen er ikke handlepligtig. Lokalplanen foreskriver hvordan man må agere/bygge, når der gennemføres et projekt.”

Afsluttende kommentar fra John Brædder

”Tyngden i indsigelserne går mod placering af vejareal langs skellet til eksisterende sommerhuse. Desuden at der i kommuneplanen står bygningshøjde 8,5 m og ikke 6½ m - som i lokalplanen. Der er et ønske om at få bygherren/ejeren til at møde – det vil vi arbejde hårdt på.”

Indsigelsesfristen til lokalplanforslaget udløber den 17. februar. Indsigelserne vil derefter blive gennemgået sammen med kommentarerne på Borgermødet. Udvalget for Faste Ejendomme vil så beslutte hvilke ændringer, der skal foretages i lokalplanforslaget, inden dette kommer på Byrådet til endelig vedtagelse.

 


 

Senest opdateret:  24. September 2009