Genveje

Guldborgsund Kommune
 

Stigende ledighed

Stigende ledighed i Guldborgsund

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 1,6 pct. af arbejdsstyrken var ordinært ledige i november 2008. Den ordinære ledighed i kommunen er derved på et lavt niveau. Den er desuden lavere end i Østdanmark og hele landet, hvor henholdsvis 1,7 pct. og 1,9 pct. var ordinært ledige.

I den ordinære ledighed indgår arbejdsmarkedsparate dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, dog ikke personer som er i aktivering på opgørelses-tidspunktet.

Det er den internationale finanskrise der er hovedårsagen til den øgede  ledighed i Guldborgsund Kommune.

Således er den ordinære ledighed i kommunen steget med 11 pct. fra oktober til november 2008. Da den ordinære ledighed plejer at være uændret fra oktober til november, skyldes stigningen ikke sæsonmæssige svigninger. ”Nu mærker vi reelt stigende ledighed i Guldborgsund Kommune”, siger Jobcenterchef Lars Bostholm.

Alt tyder på, at den ordinære ledighed i Guldborgsund Kommune og i øvrigt resten af landet vil fortsætte med at stige i 2009.

Stigningen i den ordinære ledighed har ramt mandefagene på arbejdsmarkedet, herunder bygge- og anlægsvirksomhederne og i mindre grad også industrien. Til gengæld har kvindernes ordinære ledighed været uændret fra oktober til november 2008.

Stigningen i ledigheden har både ført til flere dagpengemodtagere og kontant-hjælpsmodtagere.

Yderligere informationer om ledighedstallene kan fås ved at kontakte teamleder Henrik Thøgersen, Jobcenter Guldborgsund på telefon 54 73 12 47

 

Senest opdateret:  09. Januar 2009