Genveje

Guldborgsund Kommune
 

Er kollektiv trafik kun for de store byer?

Er kollektiv trafik kun for de store byer?  

Det er fint, at Region Sjælland vil forbedre den kollektive trafik mellem de større byer på Sjælland, men det er ærlig talt ikke fair, at det tilsyneladende skal ske på bekostning af borgerne på Lolland-Falster.

Regionen lægger op til at nedlægge to vigtige regionale ruter, nemlig rute 800 fra Nykøbing over Tårs til Odense, og rute 60 fra Maribo over Sakskøbing til Vordingborg.
 
Opgaven for Region Sjælland er at sørge for kollektiv trafik til alle borgere i regionen. Men med det forslag, der i dag får taletid i diverse medier, ser det ud til, at den kollektive trafik kun er til for de store byer. Det må være et minimum, at alle dele i Region Sjælland bliver både hørt og tilgodeset, inden en ny trafikplan bliver vedtaget.
 
Ved kommunalreformen fik regionerne tilført midler til at drive bustrafikken, men nu er det åbenbart meningen, at flere af disse ruter i regionens yderområder skal nedlægges, og så kan pengene bruges andre steder i stedet.
 
Set her fra Lolland-Falster er det en meget dårlig idé at skære i de regionale busruter i en tid, hvor der er fokus på at præsentere et kollektivt trafiknet, som kan være et reelt alternativ til privatbilismen. Dette både af hensyn til den enkelte borger, men da så sandelig også af hensyn til miljøet.
 
Lige nu foreligger der en plan for den administrative proces, og den plan er aftalt mellem Region Sjælland og regionens 17 kommuner.
 
På Lolland-Falster imødeser vi den dialog, der vil komme om trafikplanen. Vi vil kæmpe for, at der fortsat er regional bustrafik på Lolland-Falster!

Med venlig hilsen
 
Kaj Petersen, borgmester i Guldborgsund Kommune - telefon: 40 76 26 30
og Stig Vestergaard, borgmester i Lolland Kommune - telefon: 28 88 42 02

Senest opdateret:  09. Marts 2009