Borgermøde om fremtidens Gedser |
Borgermøde om fremtidens gedser
På borgermødet torsdag den 14. januar kl. 19:00 i Østersøhallen præsenteres 2 forskellige idèskitser til fremtidsvision for Gedser.
Guldborgsund Kommune inviterer til offentlig debat om de første idèer til udvikling af en helhedsplan for Gedser.
Der er følgende program for borgermødet:
- Velkomst og aftenens program ved Borgmester John Brædder, Guldborgsund Kommune.
- Status på helhedsplanen: faser, tidsplan og indhold ved Chefkonsulent Martin Weis Holm, Guldborgsund Kommune.
- Præsentation af de første ideer til en helhedsplan for Gedser ved Gedser-teamet: Hasløv & Kjærsgaard Arkitektfirma. Carl Bro/Grontmij, Henrik Toft Jensen, Roskilde Universitetscenter og Damvad analyse:
- Gedser i dag, styrker og svagheder: befolkning, boliger, institutioner, attraktioner og erhverv ved Lektor Henrik Toft Jensen, Roskilde Universitetscenter.
- Vurdering af Gedsers muligheder for Femern Bælt produktion i forbindelse med anlæg af en fast Femern Bælt forbindelse og vurdering af færgeforbindelsen Gedser–Rostocks overlevelsesmuligheder efter realisering af en fast Femern Bælt forbindelse i 2018 ved Analysechef Brian Gardner Mogensen, Carl Bro/Grontmij.
- Præsentation af visionsplanerne for udvikling af Gedser og Gedser Odde ved Arkitekt Dan B. Hasløv, Hasløv & Kjærsgaard Arkitektfirma.
- Debat og spørgsmål til Gedser-teamet og Guldborgsund Kommune. Ordstyrer: Søren Winther Nielsen, Gedser Bylaug.
- Opsamling og den videre proces ved formand for Erhvervs- Turismeudvalget Flemming Jantzen, Guldborgsund Kommune.
Målet er at få udarbejdet en visionær og handlingsorienteret helhedsplan, der skal inspirere og styre udviklingen af Gedser, der har et stort turistmæssigt potentiale med byens helt særlige men udfordrende placering i forhold til infrastruktur og natur. Helhedsplanen skal bl.a. anvendes i markedsføringen af Gedser overfor investorer og fonde.
Borgermødet indleder den første offentlighedsperiode for tilvejebringelse af helhedsplanen.
Idèskitserne til fremtidens Gedser vil blive offentliggjort på www.gedser.nu efter borgermødet.
Bemærkninger og kommentarer til idèskitserne kan sendes til Udviklingskonsulent Kirsten Juni, enten pr. mail til kiju@guldborgsund.dk eller pr. post til Guldborgsund Kommune, Stab og Plan, att. Udviklingskonsulent Kirsten Juni, Parkvej 37, 4800 Nykøbing F.
Der kan også rekvireres papireksemplarer af idèskitserne på ovennævnte adresse.
Der er frist for indsendelse af bemærkninger den 8. februar, hvor den første offentlighedsperiode udløber.
Der følger endnu en offentlighedsperiode henover sommeren 2010, når det egentlige, samlede forslag til helhedsplan for Gedser sendes i offentlig høring.
Et færdigt forslag til helhedsplan for Gedser forventes fremlagt til politisk vedtagelse af Guldborgsund Byråd til september 2010.
Helhedsplanen er en del af den perlerække af initiativer, der i øjeblikket gennemføres for at skabe positiv udvikling i Gedser. Helhedsplanen skal sikre, at den områdefornyelse, som er i gang for at øge Gedsers attraktionsværdi, følges op med konkrete investeringer, der kan sætte fart på udviklingen i Gedser til gavn og glæde for borgerne og Lolland-Falsters mange turister.
Senest opdateret:
12. April 2011