Verdensklasse rockbands kommer til Nykøbing Falster |
Verdensklasse rockbands kommer til Nykøbing Falster
Rockbandene STELLA BLACKROSE og Bel Esprit besøger Nykøbing Falster, fredag den 2. april på Kulturfabrikken.
Der er lagt op til rock i verdensklasse og underholdning for alle pengene, når STELLA BLACKROSE og Bel Esprit gæster Kulturfabrikken i Nykøbing Falster. STELLA BLACKROSE formår at skabe en unik blanding af klassisk rock’n’roll, hårdtslående riffs og fængende vokal, der tilsammen udgør en spændende nyskabende og personlig stil. Bandet blev i 2009 udvalgt og kåret som vinder af region Sjælland i P4’s landsdækkende konkurrence ”Rocktoget”. Udover det er bandet blevet håndplukket som eneste ikke-amerikanske band til at deltage i den stort anlagte Indie Music Fest, der afholdes i Hollywood den 22. maj 2010.
Bandet Bel Esprit løb med sejren i Region Nordjylland i ”Rocktoget”. Bel Esprit er musikalske troldmænd, fulde af overraskelser. Bel Esprit tager sig tid til både den hårde rock, det spøjse indslag og den følsomme ballade, og der bliver lagt sjæl i, så man kan høre, at hvert eneste åndedrag i musikken er vigtig. Bel Esprit går deres egen vej, som leder ind i en magisk og eventyrlig verden af finurlige og skæve tekster. Her vedholder de en dyb respekt for den selvstændige stærke melodi samt ærefrygt for det særligt tilpassede eksperimenterede arrangement. Vokalharmonier og zigzag poesi tilsat charmerende tonale forløb flyder sammen med et trofast backbeat og en ulmende varm kontrabas. Det er rock, når det er allermest spændende, og det er garanteret, at man ikke kommer til at kede sig i selskab med Bel Esprit, når de slipper forestillings-kraften løs.
Dette fantastiske musikalske fyrværkeri kan man opleve for kun kr. 80,- og halv pris for studerende fredag den 2. april kl. 21 på Kulturfabrikken, Industrivej 10 i Nykøbing Falster.
Senest opdateret:
25. Marts 2010