Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Ny betalingsløsning skal give borgerne overblik over regningerne

Guldborgsund Kommune tilbyder nu en selvbetjeningsløsning, så alle borgere kan få et godt overblik over regningerne til kommunen og betale dem direkte fra computeren eller mobilen.

Åh, hvornår er det nu, at vuggestuen skal betales, og hvor høje er mine ejendomsskatter mon i år?

Spørgsmål som disse kan alle borgere i Guldborgsund Kommune nu med få klik på computeren eller mobilen få svar på.

Guldborgsund Kommune har nemlig lanceret en ny betalingsløsning, der skal give borgere med tilknytning til Guldborgsund Kommune et bedre overblik over deres betalinger til kommunen.

Mit Betalingsoverblik hedder den nye selvbetjeningsløsning. Her kan man se og betale sine regninger fra kommunen, tilmelde dem til Betalingsservice eller anmode om en afdragsordning, hvis man ikke kan betale det hele på én gang.

”Vi har valgt at tilbyde Mit Betalingsoverblik, fordi vi gerne vil give vores borgere et godt overblik over, hvad de skylder og så gøre det så enkelt som muligt for dem at betale regningerne fra kommunen. Så kan borgerne selv vælge, om de vil blive ved med at bruge Mit Betalingsoverblik eller tilmelde betalingerne til Betalingsservice,” forklarer sagsbehandler Charlotte Brandt Jørgensen og fortsætter:

”Det sparer vores borgere for en tur på posthuset for at betale regninger, og så sparer det dem også for et betalingsgebyr, for Mit Betalingsoverblik er gratis.”

Udover at betale regninger har borgerne også mulighed for at anmode om at få en afdragsordning, hvis de ikke kan betale det hele på én gang. Det er Borgerservice/Opkrævning, der vurderer, om en afdragsordning er en mulighed.

”Vi vil rigtig gerne hjælpe vores borgere med at få styr på økonomien, så de ikke pludselig står med en stor gæld, som de ikke kan se sig ud af. Derfor kan de i Mit Betalingsoverblik både få overblik over deres regninger og anmode om en afdragsordning, hvis økonomien er lidt presset,” siger Charlotte Brandt Jørgensen.

Fakta: Sådan bruger du Mit Betalingsoverblik
• Du finder Mit Betalingsoverblik på guldborgsund.dk/mitbetalingsoverblik.
• Du logger dig på med NemID.
• Du kan se ventende eller manglende betalinger til kommunen.
• Du kan tilmelde dine regninger til Betalingsservice.
• Du kan anmode om en afdragsordning, hvis du ikke kan betale hele beløbet på én gang.
• Du kan betale dine regninger med betalingskort eller MobilePay
Se mere på guldborgsund.dk/mitbetalingsoverblik

For yderligere oplysninger eller interview, kontakt:

Sagsbehandler Charlotte Brandt Jørgensen, tlf. 54 73 19 43
Kommunikationskonsulent Hanne Gaard Guldager, tlf. 25 18 01 29

Senest opdateret:  07. Juli 2017