Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Guldborgsunds borgmester: Velkommen til resten af Erhvervsstyrelsen

Fem af Venstres folketingsmedlemmer lægger i en kronik i dagens udgave af Jyllands-Posten op til at fremrykke udflytningen af statslige arbejdspladser. Det budskab vækker begejstring hos Guldborgsund-borgmester John Brædder, da Nykøbing Falster bliver sat i spil i kronikken.

Guldborgsund Kommune har allerede sagt velkommen til en del af Erhvervsstyrelsens medarbejdere, der rykkede til Nykøbing Falster i efteråret 2016, og derfor er dette et oplagt næste skridt

”Det er jo i den grad en god nyhed for os her i Guldborgsund. Dele af Erhvervsstyrelsen er allerede rykket til Nykøbing Falster, og det har været så positivt at få styrelsen hertil. Vi er helt klar til at byde velkommen til endnu flere statslige medarbejdere og arbejdspladser,” siger John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune, i en kommentar til kronikken.

”Vi har gode rammer, god plads og kvalificeret arbejdskraft til at tage imod flere statslige arbejdspladser. Vi er velforberedte, fordi vi allerede har erfaring fra de første udflytninger, og det vil også give rigtig god mening og skabe god sammenhæng med udflytningen fra sidste efterår,” fortsætter John Brædder.

”Jeg er meget glad for, at Venstre nu tager fat i debatten om udflytningen af flere statslige arbejdspladser og lægger op til at fremrykke udflytningen. Jo før, jo bedre. Det vil give et boost og skabe vækst. Det vil binde Danmark bedre sammen, og det vil skabe et land i balance.”

”For mig handler det nemlig om mere end placering. Jeg ønsker, at de udflyttede arbejdspladser og medarbejdere bliver en aktiv og integreret del af udviklingen i vores kommune. Det er med til at skabe dynamik i vores område, og vi kan også se, at flere af medarbejdere jo også vælger at flytte hertil. Det er vi så glade for,” siger John Brædder.

”Jeg ser frem til, at regeringen og de øvrige partier i Folketinget, men også vores lokale folketingsmedlemmer, nu handler på de her konkrete udmeldinger og får sat skub i en ny runde med udflytninger af statslige arbejdspladser,” understreger John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune.

For yderligere oplysninger eller kommentarer, kontakt:

Borgmester i Guldborgsund John Brædder, tlf. 25 18 03 90
Kommunikationskonsulent Hanne Gaard Guldager, tlf. 25 18 01 29

Senest opdateret:  23. Maj 2017