Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Fremgang i foreningslivet: medlemstal stiger

Medlemstallene for både idrætsforeninger og øvrige folkeoplysende foreninger i Gulborgsund Kommune er gået frem i det forgangne år. Og det kan mærkes hos de lokale foreninger.

08. maj 2024

Indhold

    Ifølge den seneste opgørelse baseret på data fra kommunens egen portal viser medlemstallene i de 319 godkendte folkeoplysende foreninger i Guldborgsund en stigning på 3,7% i 2023, hvilket svarer til 1.285 flere medlemmer end i 2022.

    Tallene fortæller om en engageret foreningskultur i Guldborgsund, udtaler Lene Madegaard, formand for Folkeoplysningsudvalget:

    ”Foreningslivet har i den grad forstået at komme videre efter et par hårde år med Corona. Det er fantastisk, og jeg er meget imponeret over det arbejde, som de frivillige ildsjæle har lagt i deres foreninger. Det er dem, vi kan takke, for at det hele kører ude i foreningerne i det daglige, og at vi i Guldborgsund kommune har så mangfoldigt et tilbud indenfor foreningslivet. Et foreningsliv som bidrager til vores fysiske, sociale og mentale sundhed, og som engagerer børn, unge, voksne og ældre."

    I forbindelse med projektsamarbejdet med DGI og DIF om Bevæg dig for Livet er der også særskilt kigget på de 154 foreninger i kommunen, som er medlem af DGI og DIF. Her kunne Bevæg dig for Livet tidligere på måneden præsentere en fremgang i Guldborgsunds idrætsforeningers medlemstal på 3,2%, hvilket er 682 flere medlemmer end året inden.

    Tættere på målet

    Medlemstætheden i Guldborgsund er nu på 37,2% og dermed højere end de 35,8% i 2022. Det er første år, hvor medlemstallene overstiger niveauet fra før Corona-pandemien (2019), og Guldborgsund er dermed godt på vej mod den overordnede målsætning på 42% i den nye Bevæg dig for Livet-vision.

    ”Danmark stiler mod at blive verdens mest idrætsaktive nation inden 2025 gennem DIF og DGI's ambitiøse vision 'Vision 25-50-75, Bevæg dig for livet', som har til formål at tilskynde 600.000 flere danskere til at engagere sig i idræt og motion. Et afgørende skridt mod opnåelse af denne vision er et stærkt samarbejde mellem foreninger, aftenskoler og kommunale instanser med fokus på bevægelse. Det giver mulighed for at engagere flere mennesker i et aktivt liv, støtte lokalsamfundets sundhed og trivsel samt fastholde ideen om, at idrætsdeltagelse på alle niveauer er en integreret del af den danske kultur” siger næstformand for Folkeoplysningsudvalget Chris McKay.

    De øgede medlemstal kan også mærkes ude i det lokale foreningsliv. Dorte Fabricius, der er formand for Toreby Sundby Gymnastikforening, har kunne se en tydelig forskel i løbet af det seneste år:

    ”Vi har måttet udvide holdene i sæsonen 23/24 flere gange på grund af et stigende antal medlemmer, og vi har også hvervet flere trænere i løbet af året. En af forklaringer på stigningen er, at vi har lagt mange kræfter i at få stablet en god sommersæson på benene, og det har helt sikkert givet flere medlemmer – primært på vores gymnastikhold og floorballhold. Derudover har vi sat hårdt ind på nogle SFO-samarbejder, hvilket har fået flere børn og unge til at melde sig ind i foreningen, og for at sikre udviklingen fokuserer vi lige nu også på foreningssamarbejder.”

    Fremgangen i antal medlemmer er heller ikke gået ubemærket hen hos Vinterbadernetværket i Guldborgsund, der er vokset med over 30% i 2023:

    ”Jeg tror, der kom en hype om det at være vinterbader på et tidspunkt, og så har det helt sikkert hjulpet med den sauna, vi har fået. Det er dejligt, at folk har lyst til at være med. Vi dygtiggør os blandt andet med førstehjælpskurser, så det også er et trygt sted at komme for vores medlemmer. Der er nogle, der bader hver dag, men man kan også sagtens bare komme en gang om ugen. Og så bader vi også hen over sommeren” siger foreningens formand, Katrine Gry Thelle.

    I alt er der 36.398 medlemmer i de samlede registrerede foreninger i Guldborgsund Kommune.

    Fakta

    Tallene kommer fra Guldborgsund Kommunes portal, som tager udgangspunkt i følgende foreningstyper: Godkendte folkeoplysende foreninger og aftenskoler, godkendte folkeoplysende rideklubber, registrerede folkeoplysende foreninger samt selvorganiserede grupper. De særskilte medlemstal fra idrætsforeninger er fra DGI og DIF.

    Kontakt

    Lene Madegaard

    Telefon: 20 26 71 92

    E-mail: lene@madegaard.dk

    Chris McKay

    Telefon: 40 52 77 87

    E-mail: info@fora-fritid.dk

    Dorte Fabricius

    Telefon: 21 72 17 57

    E-mail: formand@tsg-toreby.dk

    Katrine Gry Thelle

    Telefon: 28 69 01 19

    E-mail: katrine.thelle93@gmail.com

    Kommunikationsmedarbejder

    Laurids Erhardsen

    Telefon: 25182619

    E-mail: lerh@guldborgsund.dk