Instrumenter

Her kan du se hvilke instrumenter musikskolen tilbyder undervisning i.

Bas

Intet band uden bas

Bassen er et instrument der primært indgår i rytmiske sammenspilsgrupper, og lægger bunden i musikken sammen med trommerne. Undervisningen forbereder dig fra starten af til at kunne spille i et band.

Basun - trombone

Messingfamiliens dybe instrument lægger bunden i blæsersektionen. Basunen eller trombonen som den hedder ‘rigtigt’, bliver benyttet i de fleste orkestersammenhænge, og der er derfor mange muligheder for sammenspil inden for alle genrer. Trombonen kan bruges i jazz, blues, rock og klassisk musik.

Du skal være indstillet på at deltage i orkester/sammenspil.

Cello

Celloen er violinens “storebror”, og er faktisk lettere at komme i gang med end de øvrige strygeinstrumenter. Som med alle strygeinstrumenter skal man have en bue. Det er med buen at man frembringer klangen på instrumentet. Man “synger” på instrumentet ved at stryge frem og tilbage. Cello er det strygeinstrument, der har det største toneomfang og som ligger tættest på den menneskellige stemme. Den har en velklingende, varm klang.

Celloen er vidunderlig til mange former for sammenspil. Fra duoer til symfoniorkestre.

Celloen findes i mange forskellige størrelser, så den passer til eleven.

Fagot

Fagotten er den dybeste træblæser og er træblæsernes bas. Instrumentet er mest kendt inden for den klassiske musik, men i dag bruges den også inden for andre genrer. Fagotten bruges mest i kammermusik, fx blæserkvintetter eller i symfoniorkestre, og knap så meget som soloinstrument.

Den almindelige fagot er ret stor og kræver derfor en vis størrelse af den som spiller.

Du skal derfor være 12-13 år, før du kan begynde at spille fagot. Der er altid brug for elever, som kan spille fagot.

Guitar

Guitarens repertoire spænder vidt, fra klassisk, flamingo til blues, jazz og rock. Som guitarelev har du mange muligheder. Du kan spille smukke klassiske solostykker; du kan akkompagnere din egen sang eller andre instrumenter.

Forholdsvis hurtigt kan du spille såvel alene som sammen med andre. Din lærer tilbyder dig at spille i orkester når du er dygtig nok til det.

Der er i grove træk to forskellige typer guitarer. Akustisk guitar og elektrisk guitar. Den akustiske, kan man spille både rytmisk og klassisk musik på. I undervisningen vil man komme til at prøve begge dele.

Den elektriske guitar benyttes primært i den rytmiske verden. Når man er tilmeldt rytmisk guitar, vil man også få mulighed for at spille bas. Bassen har en anden funktion i et band. Den spiller tæt sammen med trommerne og sørger for bunden i musikken.

Guitar og sanghold

Her er tilbuddet til dig der godt kunne tænke sig at gå i fodsporene på kunstnere som Taylor Swift, Tina Dickow, John Mayer, Bob Dylan eller Kim Larsen – blot for at nævne nogle få.

Vi skal arbejde på at få et stærkt guitarakkompagnement (eksempelvis fingerspil, plekterspil osv.), som vi så vil spille mens vi synger. Desuden skal vi lære nye akkorder og kigge på brugen af en capo.

Der vil også være mulighed for at gå i dybden med at komponere egne numre, som vi efterfølgende vil bruge tid på at indspille – enten ved hjælp af IPads eller i musikskolens eget studie.

Som udgangspunkt vil den enkelte elev have mulighed for at skræddersy undervisningen, så den passer til den musik eller kunstner man bedst kan lide.

Niveau- og aldersmæssigt er der plads til alle. Så om du er nybegynder eller meget øvet, spiller ingen rolle.

Harpe

Harpen er et specielt instrument der med sin bløde klang får musikken til næsten at blive helt drømmende. Harpen indgår i symfoniorkestre, men kan også bruges som soloinstrument. Du lærer den grundlæggende teknik, og der arbejdes med både gehørspil og spil efter noder. Det er en stor fordel, hvis du har spillet andre instrumenter før, men ingen betingelse.

I harpeundervisningen prøver vi både at være alene og fælles om at spille. Store og små, begyndere og øvede. Det skal være sjovt, men må også godt være krævende og udfordrende.

Kirkeorgel

Måske har du lagt mærke til den musik, der bliver spillet i kirken. Måske har du også undret dig over den særlige klang og tænkt på, hvor lyden mon kommer fra? Det er kirkeorglet der kan lyde som et helt orkester. Orglet er nemlig et af de få instrumenter, hvor man bruger både hænder og fødder når man spiller.

Udover at spille med fingrene, kan man på kirkeorgel også spille toner med fødderne, og pedalspillet, som det hedder, er en sjov, men svær udfordring.

En væsentlig del af øvningen kan foregå hjemme på klaveret, men hvis du skal lære at bruge tonerne i pedalerne, er det nødvendigt at øve i en kirke. Hvis man ønsker at spille kirkeorgel, skal man have en solid kunnen på klaver, og være en sikker nodelæser i både g- og f-nøgle.

Du kan typisk starte på kirkeorgel, når du har spillet klaver et par år. Hvis du kunne tænke dig at spille orgel, så er det en god idé at søge råd hos din nuværende musiklærer. Et gammelt el-orgel eller klaver kan godt bruges som øveinstrument.

Undervisning foregår i de kirker vi kan få adgang til (spørg musikskolen).

Klarinet

Klarinetten er et instrument med et enormt register; den spænder fra meget mørke toner til helt lyse toner i toppen, i alt mere end 3 oktaver. Klarinetten giver mange muligheder med hensyn til stilarter og sammenspil, og anvendes i mange sammenhænge, for eksempel symfoniorkester, harmoniorkester og folkemusik.

Marimba - perkussion/slagtøj

Hovedvægten i undervisningen er lagt på de mest almindelige slagtøjs-instrumenter, så som marimba (en stor xylofon af træ), pauker og lilletromme. Marimbaen er et melodiinstrument, som er nemt at gå til. Den kan bruges i stort set alle sammenhænge, lige fra pop til klassisk musik. Da marimbaen er et fantastisk godt sammenspilsinstrument, arbejdes der målrettet hen imod optagelse i et af musikskolens marimbaorkestre. I undervisningen inddrager vi både gehørspil og noder.

Man spiller på marimbaen med 2, 3 eller 4 køller. Noget af det vigtige – og sjove – ved slagtøj er at man kan mange forskellige ting. Og du kan med tiden vælge at specialisere dig i det du synes er sjovest.

Sammenspil
Når du spiller slagtj, er der store muligheder for at deltage i musikskolens forskellige sammenspilsgrupper og orkestre. Ganske vist er der normalt kun brug for én trommeslager og måske en perkussionist i et band, men hvis du spiller alle de andre slagtøjsinstrumenter, er der mulighed for plads i både marimbaorkestrene, symfoniorkestre og musikskolens øvrige bands

Marimba - obo

Oboen kendes fra symfoniorkestre, kammermusik, barokmusik, folkemusik, musicals og jazzbands, så oboen kan dyrkes af folk med enhver form for “musiksmag”.

Oboen ligner en klarinet, men har en meget lys og smuk klang. Oboen er især kendt for at spille klangskønne og sangbare melodier. Men er også god til sjove lydeffekter!

På obo opbygges blæse- og fingerteknik langsomt, og der arbejdes både med nodelære og udenadsspil.

Alder

Man kan normalt begynde at spille på obo, når man er 9-10 år gammel afhængig af størrelsen på dine hænder og fingre.

Sammenspil

Der er mulighed for sammenspil.

Rytmisk og klassisk klaver

På disse hold spiller vi alt fra små fine klaverstykker til dine yndlingssange fra radioen. Du kommer til at lære om grundlæggende musikteori, rytmik, hørelære, noder og at spille efter becifring (akkorder).

Vi tager primært udgangspunkt i hvad du har lyst til at spille, men du vil også blive præsenteret for musik du måske aldrig har hørt før… vi spiller pop, klassisk, jazz, filmmusik, latin m.m.

Klaveret er et fantastisk universal-instrument. Man kan spille sammen med alle andre instrumenter og sangere, men samtidig er klaverets klang så fyldig og omfattende, at det også er et soloinstrument.

Sang

Undervisningen i sang tager primært udgangspunkt i den rytmiske musik. Dvs. pop, rock, jazz og musical.

Vi arbejder med grundprincipperne for en god, sund stemme.

Ud fra et bredt repertoire af sange, viser, opera mv. bygger vi stemmen op fra bunden og arbejder med din klang.

Samtidig med at teknikken kommer på plads, søger vi det personlige udtryk, som passer til netop din stemme.

Det er en fordel, hvis du ud over sangundervisningen deltager i kor, eller som sanger i et af musikskolens bands, da man lærer utrolig meget ved at synge sammen med andre og lytte til hinanden.

Saxofon

Saxofonen forener træblæsernes ynde med messingblæsernes kraft, og har et meget varieret udtryk. Benyttes i jazz, rock og også klassisk musik. I bigbands og harmoniorkestre er den uundværlig.

På saxofonen opbygges blæse- og fingerteknik langsomt, så man efterhånden kan spille mange forskellige ting. Der arbejdes både med noder og det at kunne ”spille på øret” (uden noder).

Alder

Man kan normalt begynde at spille på saxofon, når man er 7-9 år gammel, afhængig af størrelsen på dine hænder og fingre. Der er fire størrelser saxofoner (sopran-, alt-, tenor- og baryton). Man begynder normalt med en altsaxofon eller en tenorsaxofon.

Sammenspil

Der er meget gode sammenspilsmuligheder for saxofon. Man kan spille kammermusik i små grupper eller deltage i skolens øvrige bands og orkestre.

Trommesæt

Trommesættet er primært et sammenspilsinstrument og udgør, sammen med bassen, den rytmiske bund i de fleste rytmiske bands.
I undervisningen arbejdes der med teknik, koordination, pulstræning, nodelære, improvisation, stilkendskab og meget andet. Alt sammen med fokus på at kunne spille i et band.

Læreren hjælper gerne med gode råd og vejledning i forbindelse med køb af trommer. For at kunne øve hjemme behøver du i starten kun et par trommestikker og en øveplade.

Trompet

Alle kender trompeten. Vi møder den i både klassisk og rytmisk musik. Trompeten er det mindste og lysest klingende instrument i messingfamilien, og spiller ofte melodien i orkestret. Du frembringer tonen med læberne. Trompeten har tre ventiler som er med til at ændre på tonernes højde.

Når man spiller trompet, er der gode muligheder for at spille sammen med andre.

Tværfløjte

Tværfløjten er i dag oftest lavet af sølv eller er forsølvede, men i gamle dage var tværfløjten lavet af træ. Lyden frembringes ved at puste nedad på kanten af mundstykket, lidt ligesom man laver lyd i en tom flaske. Tværfløjten holdes vandret/på tværs, deraf navnet.

Tværfløjten ligger ofte med sin lyse klang og svæver over mange af de andre i orkestret. Du kan hurtigt lære at spille lette melodier. Tværfløjten benyttes i mange stilarter, fra klassisk, pop/rock til jazzmusik.

Du skal være ca. 10 år eller mere før du kan begynde på tværfløjte på musikskolen.

Der er gode muligheder for at spille sammen med andre.

Violin

Violinen er uundværlig i klassisk musik og i folkemusik, og indgår fint i stort set alle musikalske genrer. Violinen er den mindste i (stryger)gruppen og spiller de højeste toner.

Violiner fås i forskellige størrelser. Du kan derfor starte meget tidligt.

Der er gode sammenspilsmuligheder.

Kontakt

Center for Borger & Branding

Telefon: 54 73 15 00

Send Digital Post (kræver NemID)