UrbCulturalPlanning

EU-projektet UrbCulturalPlanning fokuserer på bæredygtig byudvikling og social inklusion gennem borgerinvolverende, innovative og kunstneriske/kulturelle processer.

UrbCulturalPlanning er forankret i Center for Borger og Branding og tænkes sammen med kommunens fælles indsats i Lindholm om at udvikle områdets mange kvaliteter. UrbCulturalPlanning igangsætter forskellige aktiviteter, hvor kunst og kultur engagerer børn og unge aktivt i udviklingen af deres lokalområde.

Forventede resultater af UrbCulturalPlanning:

  • En positiv udvikling af bydelen Lindholm og Ydre Østerbro, særligt med et positivt selvbillede og styrket ønske blandt beboerne, om at indgå i udviklingen af boligområdet.
  • Realisering af konkrete kulturelle, kunstneriske og borgerinvolverende aktiviteter i Lindholm og Ydre Østerbro, blandt andet med deltagelse af internationale kunstnere samt en udforskning og tydeliggørelse af den rolle, kunst og kultur kan få i den samlede strategiske udvikling af Lindholm og Ydre Østerbro.
  • Udvikling af modeller for inddragelse af kunst og kultur i udvikling af Lindholm, der kan benyttes i kommunens øvrige arbejde med byudvikling, samskabelse og borgerinddragelse.
  • Styrket positivt image og øget kendskab til kommunen og bydelen blandt Guldborgsund Kommunens borgere, og i øvrigt i Danmark og i Østersøområdet.

FASE 1: Kunst- og kulturprojektet Her hvor vi bor:

I vinteren 2019/2020 har en række børn og unge under overskriften Her hvor vi bor arbejdet kunstnerisk og kreativt med deres lokalområde Lindholm og Ydre Østerbro. Hvad kendetegner områdets børn og unge, hvilke steder bruger de i deres hverdag, hvilke interesser og vaner har de, og hvad drømmer de om? Her hvor vi bor er således en kreativ og alternativ ’kortlægning’ af børn og unges liv og hverdag, der kan inddrages i kommunens forskellige indsatser i Lindholm.

I det samlede projekt har en forfatter, kunstnere, filmfolk og rap-coaches arbejdet sammen med børn og unge fra Lindeskovskolen, Østre Skole og Ungdomsskolen. Resultatet er bl.a. røde skilte med hverdagspoesi i det offentlige rum, mindesten i skovbunden, rap-tekster, skulpturer i det nye skovområde i Lindholm, mad og en kunstkogebog inspireret af både skoven, vandet og byen, fotos af hemmelige steder, mødesteder, mønstre i bybilledet samt et filmprojekt om fem unge drenges hverdag.

Eleverne fra Lindeskovskolens valgfagshold i musik har lavet en rap, klik her for at høre den.

Projektet er også blevet til en udstilling skabt i samarbejde med blandt andet Museum Lolland Falster og projektet CULINN, der fra den 13. januar 2020 og tre uger frem kan ses på Hovedbiblioteket i Nykøbing Falster og derefter rejser videre til andre steder i kommunen.