Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Aktive Demensvenner

Hvad er en aktiv demensven?

At være aktiv demensven handler om, at du som frivillig laver forskellige aktiviteter sammen med en demensramt. Sammen kan I skabe en relation, der tager udgangspunkt i nogle af jeres fælles interesser som eksempelvis at høre musik, gå ture i skoven, læse bøger og alle mulige andre ting. Som aktiv demensven deler du og den demensramte altså en fælles interesse, som I sammen kan glæde jer over og være sammen om.

Hvad skal jeg gøre som aktiv demensven?

Som aktiv demensven skal du bruge lidt af din tid sammen med en demensramt. Du bestemmer selv, hvor ofte og hvor meget tid, du kan bruge sammen med din demensven. I fællesskab med den demensramte og hans/hendes pårørende finder I sammen ud af, hvordan og hvorledes jeres aktivitet skal foregå. Tanken bag at være aktiv demensven er at styrke mennesket med demens, så han/hun kan bevare et rigt hverdagsliv så lang tid som muligt. Gennem fælles interesser og relationer kan den demensramte få mulighed for at bibeholde en aktiv hverdag, som vil komme til glæde for både den demensramte, de pårørende og dig som aktiv demensven.

Hvilken betydning har det, at jeg bliver aktiv demensven?

Både samværet, fællesskabet og aktiviteterne gør en kæmpe forskel for den demensramte. Og du får mulighed for at dele din interesse med nogen, der er ligeså glade for den som dig. Du kommer til at give glæde og smil hos mennesker, der lever med en alvorlig sygdom.

Hvem hjælper mig med at blive aktiv demensven?

Vi er et godt team af frivilligværter og demenskoordinatorer, der sammen kombinerer vores store viden om henholdsvis frivillighed og demenssygdomme. Det er gennem vores team, at du bliver matchet med din kommende demensven. Vi sørger også for, at du bliver en del af netværket ”Aktive demensvenner i Guldborgsund”, så du altid har andre frivillige at sparre med. Vi vil gerne hjælpe dig så godt i gang som muligt. Derfor arrangerer vi et kursus, som du gratis og uforpligtende kan deltage i, så du har de bedste forudsætninger for at være aktiv demensven.

Kurser for kommende aktive demensvenner

Det næste kursus foregår torsdag d. 24. januar klokken 16.00-19.00 på Bakkehuset, Fjordbakken 79, i Nykøbing Falster. Formålet med kurset er at give dig som kommende aktiv demensven en faglig indsigt i demenssygdomme og nogle af de udfordringer, som den demensramte kan have, samt ruste dig til din rolle som frivillig og de dilemmaer, der kan opstå undervejs.

Senest opdateret:  11. December 2018