Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Genoptræning efter sygehuskontakt

Du kan få gratis genoptræning, hvis du har en genoptræningsplan fra sygehuset.

Det er sygehusets læger, der vurderer, om du har behov for genoptræning. Sygehuset skriver en individuel genoptræningsplan til dig, som sendes til os. 

Når vi har modtaget din genoptræningsplan, vil vi indkalde dig via e-boks, brev eller telefon med henblik på, hvornår din træning starter.

Hvis sygehuslægen har vurderet, at du har behov for specialiseret genoptræning, vil din genoptræning foregå på sygehuset, og det er sygehuset, der står for kontakten.

Hvordan foregår træningen?

Første gang, du kommer hos os, vurderer og undersøger vi dit behov for genoptræning. Du vil blive mødt af en fysio- eller ergoterapeut, der taler med dig om din situation og om behovet for træning. I aftaler et mål for træningen og planlægger et træningsforløb.

Du kan både træne alene eller på hold. Det er os, der vurderer, hvilket tilbud der passer bedst til din situation.

Vi vil undervejs vejlede dig i, hvordan du kan vedligeholde de færdigheder, som du har opnået gennem træningen. Det er vigtigt, at du deltager aktivt i træningen og laver de hjemmeøvelser, som vi giver dig.

Når dit træningsforløb slutter, laver fysio- eller ergoterapeuten et afslutningsnotat, som sendes til dig og din læge samt eventuelt den henvisende læge. 

Hvor foregår træningen?

Træningen foregår mandag-fredag på vores center i Nykøbing F.

Senest opdateret:  29. November 2018

Kontakt

Guldborgsund Genoptræning
Fjordvej 46
4800 Nykøbing F

Telefon 54 73 22 30 
Mandag-onsdag kl. 8-15
Torsdag kl. 8-17
Fredag kl. 8-14

Mail: genoptraening@guldborgsund.dk