Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Guldborgsund Kommune indgår ny samarbejdskontrakt med Sydhavsøernes frugtfestival

Udvalget for Kultur, Fritid og Bosætning har den 22. august besluttet at indgå en ny tre-årig kontrakt for 2018-2020 med Foreningen Sydhavsøernes Frugtfestival, herunder økonomisk støtte i 2019 og 2020.

Frugtfestivalen afholdes hvert år i september, i år er det i weekenden den 15-16. september.

Foreningen Sydhavsøernes Frugtfestival har med ansøgning til Turismepuljen sendt forslag til udviklingskontrakt for perioden 2018-2020. Aftalen har fokus på markedsføring og branding af Lolland-Falster som Danmarks bedste område for frugtdyrkning, samt på turisme og aktiviteter for hele familien. Desuden aktiviteter der forankrer Sydhavsøernes Frugtfestival hos lokale skoler, SFO’er, turismeaktører, producenter, sportsforeninger mv. 

Indgåelse af aftalen betyder økonomisk, at Guldborgsund Kommune afsætter 350.000 kr. fra Turismepuljen i 2019 og 2020.

Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget Martin Lohse er glad for at udvalget er med til at sikre festivalens forsatte flotte udvikling;

”Sydhavsøernes Frugtfestival yder et betydeligt bidrag til realisering af målsætningerne i Kultur, Fritid og Bosætningsudvalgets strategi. Eventen og samarbejdet omkring den styrker områdets positive image, netværksdannende initiativer, lokale fælleskaber og samskabelse. Desuden skaber festivalen grundlag for en længere turistsæson, og øget omsætning blandt områdets aktører, så derfor vil vi naturligvis gerne bakke op om og medvirke til at det flotte arbejde fortsætter”.

Der vil i den kommende arbejdsperiode blive arbejdet intenst på fornyelse og at tiltrække nye målgrupper. Herunder også små nye fødevareproducenter, som kan blive interesserede i at bruge råvarer fra Sydhavsøerne og måske endda på sigt flytte deres produktion til Lolland-Falster.

BAGGRUND
Festivalen startede i 2007 som høstmarked og har siden udviklet sig til en international begivenhed, der tiltrækker 25.000 besøgende henover weekenden, særligt fra Sjælland og Lolland-Falster. Festivalen har stor deltagelse fra det Nordtyske område.

Lokalt, i Sakskøbing, omkring Guldborgsund og på hele Lolland-Falster engagerer Frugtfestivalen lokale netværk, foreninger, frivillige privatpersoner, virksomheder og uddannelsesinstitutioner i arbejdet med at tilrettelægge og afvikle Frugtfestivalen.

Foreningen Sydhavsøernes Frugtfestival arbejder til stadighed på fornyelse og udvikling, og har med det afsæt lavet en strategiplan for 2018-2022 (vedlagt). Her lyder visionen: ”I år 2022 skal Frugtfestivalen være for frugten, hvad festivalen ’Cheese’ i italienske Bra er for osten; en ambitiøs gastronomisk madfestival, baseret på en folkelig og elske madkulturel begivenhed. Udgangspunktet for festivalen skal være dansk frugt og frugtavl – festivalen skal have stande og gastroevents, der har international standard.”

Senest opdateret:  28. August 2018