Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Børnebiblioteket får ansigtsløft

Vinduespartierne blev allerede malet i efteråret og nu bliver der for alvor taget fat. Efter flere årtier med samme udtryk skal Hovedbibliotekets børnebibliotek nemlig nyindrettes og personalet er godt i gang. Alle materialer bliver gennemgået grundigt og reolerne bliver tømt, malet og genbrugt.

Mandag den 5. februar melder håndværkerne deres ankomst. Skal du forbi børnebiblioteket i løbet af de næste par måneder, må du derfor nok påregne lidt mere liv og ballade i krogene, end du ellers er vant til.

”Vi glæder os rigtig meget til det nye udtryk står færdigt. Temaet tager udgangspunkt i, hvad Guldborgsund kommune er kendt for: Den skønne natur med skov, strand og hav med en forankring i middelaldercenteret i form af et ”middelalderligt tema” med en ridderborg. Det betyder naturligvis også at skibet, som er mange af børnenes favoritaktivitet, fortsat kommer til at være på børnebiblioteket, siger Pia Park, som er børnekultursformidler og en af tovholderne på projektet. 

Børnebiblioteket kommer blandt andet til at have en spilleborg og der er allerede etableret et interaktivt legegulv i aktivitetsrummet. Derudover kommer der en helt ny ungdomsafdeling, hvor de unge rigtig kan hygge sig.

Børnebiblioteket forventes at stå færdigt i løbet af foråret.

Groft skitseret kommer børnebiblioteket til at se således ud. Dog er der ændret en smule på illustrationen undervejs i processen, men tegningen giver et godt overblik over indretningen.

Senest opdateret:  07. Marts 2018