Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Storstrøms Symfoniorkester - forårskoncert i Klosterkirken

Koncerten byder på Mozart, Dvořák og vokalsolister fra konservatoriets øverste hylde under ledelse af den unge finske stjerne-dirigent Jukka Iisakkila.

Koncertens første del er udelukkende med værker af Mozart, dels en af de store symfonier - nr. 35, også kaldet Haffner-symfonien - og dels et udpluk af nogle af de bedste arier fra Mozarts elskede operaer. 

Haffner-symfonien er tilegnet Mozarts gamle ven fra Salzburg, Sigmund Haffner, til hvis familie han allerede havde dedikeret ”Haffner-serenaden”. Symfonien er komponeret i en meget travl periode i Mozarts liv, og selv om Mozart måske selv opfattede symfonien som hastværk, så står den stadig som et af hans store symfoniske værker.

Med opera-programmet fortsætter Ensemble Storstrøm sit nære samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium om at give unge sangstuderende mulighed for at prøve kræfter med solistopgaver. Ved denne koncert synger sopran Helle Gössler Christensen og baryton David Kragh Sørensen nogle af de smukkeste arier fra Mozarts hånd.

Koncertens andet hovedværk – Dvořáks syvende symfoni – står måske lidt ufortjent i skyggen af de mere kendte nr. 8 og 9. Værket beskrives som hans ”Pathétique”, hvilket giver associationer til Tjajkovskijs berømte og følelsesladede 6. symfoni. Men også formen i Brahms tredje symfoni kan genfindes i værket. Symfonien er dog umiskendeligt Dvořák, og som altid er meget af inspirationen hentet i bøhmisk folkemusik.

Program

Wolfgang Amadeus Mozart
Symfoni nr. 35, D-dur (K 385), ”Haffner” (1783).

 

Wolfgang Amadeus Mozart
Fra Figaros Bryllup (1786)

Greven: Hai gia vinta la causa. Vedro mentr’io sospiro.
Susanna: Giunse alfin momento… Deh vieni non tardar.
Greven/Susanna: Crudel! Perché finora.

 

Fra Tryllefløjten (1791)
Pamina/Papageno: Bei Männern, Welche Liebe Fühlen.

 

Fra Don Juan (1787)
Zerlina/Don Juan: Là ci darem la mano.

 

PAUSE

 

Antonin Dvořák
Symfoni nr. 7, D-mol (1884-85).

 

Tid og sted

Mandag den 23. april 2018 kl. 19.30 i Klosterkirken, Kirkepladsen 1, Nykøbing F.

Koncerten er gratis for publikum. Det er ikke muligt at reservere plads. Dørene åbnes kl. 19.

Arrangør

Koncerten bliver arrangeret i et samarbejde mellem Klosterkirken i Nykøbing F. og Guldborgsund Kommunes Kultur, Fritid og Bosætningsudvalg.


STORSTRØMS SYMFONIORKESTER
Storstrøms Symfoniorkester er en unik størrelse i dansk musikliv med sin enestående kombination af topprofessionelle musikere fra Ensemble Storstrøm, amatørmusikere, MGK- og musikskoleelever. Orkestret er et kvalificeret tilbud til publikum samt til landsdelens dygtigste amatører og er et led i uddannelsen af den kommende musikergeneration.
Orkestret er et enestående eksempel på et ”musikalsk fødekæde”-foretagende, hvor man ved fælles kræfter har skabt et symfoniorkester på højt musikalsk niveau.
Orkestret spiller ca. 10 koncerter om året i hele Region Storstrøm med et meget varieret program, og det har gennem tiderne arbejdet med en imponerende række dirigenter og solister.

ENSEMBLE STORSTRØM
Ensemble Storstrøm har hjemme i KUMUS – det nye center for musik og kunst, der er nabo til Fuglsang Kunstmuseum.
Ensemblet er et regionalt klassisk kammerensemble og et af Danmarks fem basisensembler. Ensemble Storstrøm har til opgave at fremme klassisk musik og kulturlivet generelt i Kulturregion Storstrøm.
Ensemblet består af otte fastansatte musikere, der spiller koncerter i hele regionen, underviser, samarbejder med andre musikgenrer og kunstformer, og meget mere.
Ensemblet har en række fine kunstneriske samarbejder på CV’et. Det har således samarbejdet med nogen af landets bedste solister, dirigenter og komponister. Ensemblet har en stor kunstnerisk berøringsflade og nysgerrighed og arbejder med et bredt kunstnerisk udtryk indenfor bl.a. jazz, skuespil, dans og billedkunst.
Læs mere på www.ensemblet.dk

Senest opdateret:  24. Marts 2018