Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Stort symfoniorkester indtager Guldborgsund

Copenhagen Phil – hele Sjællands symfoniorkesters 70 musikere strømmer til Guldborgsund i slutningen af oktober for at fylde lokalområdet med musik i samarbejde med Ensemble Storstrøm. Borgerne kan bl.a. møde de mange musikere på Nykøbing Falster ygehus, dag- og plejecentre og uddannelsessteder. Det hele kulminerer med en festlig familiekoncert i Nykøbing F. Hallerne den 27. oktober med Michael Carøe som crooner-konferencier.

”Det er ikke hver dag, at et 70 mand stort symfoniorkester indtager scenen i Nykøbing F. Hallerne og spiller en festlig familiekoncert – oven i købet med 200 lokale børne-korsangere, Ensemble Storstrøm og Michael Carøe i front som syngende crooner-konferencier. Men lørdag den 27. oktober er hele familien inviteret til én af årets helt store koncertoplevelser,” siger Formand for Kultur, Fritid og Turismeudvalget, Martin Lohse, som med symfonikoncerten og de øvrige musikarrangementer i dagene op tilser en vigtig understøttelse af kommunens kulturudbud.

 

”Når Copenhagen Phil og Ensemble Storstrøm i uge 43 tager rundt og spiller for unge og gamle i kommunen er det en berigelse af kommunens borgere på kulturområdet,” uddyber Martin Lohse. ”Arrangementerne sikrer vores målsætning om, at borgerne skal kunne opleve kommunens mangfoldige kulturliv som en del af hverdagen uden nødvendigvis selv at være opsøgende. Med arrangementet ”Et Symfoniorkester kommer til Guldborgsund” kommer kulturen simpelthen ud til borgerne - både børn og unge, indlagte på hospitalet, erhvervslivet, familier og bedsteforældre. Samtidig er jeg glad for at se, hvordan kommunens børn, qua deres deltagelse i det store børnekor, er aktive medspillere i projektet, og jeg er sikker på, at denne oplevelse vil være én de husker og én, der vil være med til at danne dem.”

 

Festlig familiekoncert
Den 27. oktober kan publikum nyde tonerne fra nogle af alle tiders største klassiske værker, når Carøe guider publikum igennem musikken, der bl.a. byder på filmkomponisten over dem alle, John Williams, og hans tema fra ’Star Wars’. Men også Sjostakovitj’ Jazz Suite og tangotoner af Piazzolla er på programmet – foruden de mange lokale børn, der inviterer publikum til fællessang og synger for på et par kendte danske sange. Og naturligvis tager Michael Carøe publikum med ind i sit crooner-univers, når han bl.a. synger ”My Way” og ”Cry me a river”. På dirigentpodiet står Christoffer Nobin, der er én af de mest eftertragtede svenske dirigenter i sin generation. Han har tidligere stået i spidsen for London Symphony Orchestra, Deutsche Kammerphilharmonie og DR SymfoniOrkestret. Denne eftermiddag sørger han for at sætte fart over feltet i Nykøbing F. Hallerne!

 

Der er med andre ord en stor musikalsk oplevelse i vente for hele familien. Musikchef for Copenhagen Phil, Uffe Savery, siger:
Copenhagen Phil er hele Sjællands symfoniorkester, og vi vil gerne være relevante for så mange som muligt. Det er vores ambition, at alle, der kommer berøring med orkestret, får en uforglemmelig og inspirerende oplevelse. Et symfoniorkester har mange strenge at spille på, og vi spiller på dem alle sammen, når vi indtager Guldborgsund.”

 

Musik i hele byen
I ugen op til koncerten har orkestrets mange musikere sammen med Ensemble Storstrøm sørget for at lade musikken lyde på udvalgte specialskoler, på Nykøbing Falster Sygehus, en række dag- og plejecentre og Erhvervsakademi Sjælland.

Koncerten ”Et symfoniorkester kommer til Guldborgsund” bliver til i samarbejde med Ensemble Storstrøm og med støtte fra Guldborgsund Kommune.

Læs mere og find billetter her: https://www.guldborgsund.dk/symfoni  

Billetter koster 95 kr. for voksne samt 30 kr. for børn og unge under 18 år.

Senest opdateret:  10. Oktober 2018