Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Fokus på unge og digitale krænkelser

Nøgenbilleder, der bliver delt digitalt uden samtykke fra teenagepigen, der sendte dem i et svagt øjeblik. Videoer på Facebook af unge, der dyrker sex og ikke vidste, at de blev filmet i akten. Vi har alle hørt historier som disse i medierne. Det er et tilbagevendende emne i debatten, som af en eller anden grund tit opfattes som et tabubelagt et af slagsen. Det er ikke noget, vi snakker om – men det gør den unge Sofie Slangerup på torsdag den 25. oktober kl. 19. Her kan du høre hende fortælle om sin egen oplevelse med digital krænkelse af den værste slags.

Sofie Slangerup blev i sommeren 2016 udsat for digitale overgreb, da en ven optog og delte en sexvideo af hende – begge dele uden hendes samtykke.

I forbindelse med krænkelsen valgte Sofie at alliere sig med en advokat og derved føre en civil retssag mod sin krænker. Retssagen resulterede i det højeste erstatningsbeløb, der nogensinde er set i Danmark for en sådan krænkelse. Sofie står nu frem og fortæller sin historie.

I foredraget "Hævnporno og digitale krænkelser" fortæller Sofie personligt og levende omkring konsekvenserne ved at blive udsat for digitale krænkelser. Om hvordan, hun håndterede både de fysiske og psykiske konsekvenser.

Hun kommer også ind på, hvad du kan gøre, hvis du bliver eller er blevet udsat for digitale krænkelser.

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål helt anonymt til foredraget.

Foredraget, der finder sted i Salen på Hovedbiblioteket henvender sig til unge, forældre, fagfolk og andre med interesse for emnet.

Det er gratis at deltage, men husk at booke en billet på guldbib.dk. Eventuelt resterende billetter udleveres ved indgangen.

Senest opdateret:  10. Oktober 2018