Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

I dag blev bioøkonomien til virkelighed

Tang, quinoa, insekter, halm og mange andre af naturens ressourcer var i dag tilstede på Dansk Bioøkonomisk Konference med over 150 deltagere fra hele landet.

Konferencen afholdes for tredje gang og har til formål at samle forskere, virksomheder, landbruget, studerende og politikere og skabe synergier og samarbejder på tværs af brancher og faglighed. Fælles for alle deltagere er en overbevisning om at bioøkonomien er fremtiden og at interessen og efterspørgslen kun er stigende.

"Vi vil det her og derfor har vi investeret 10 mio kr. i et center for bioøkonomi, som skal sætte skub på udviklingen. Udover at skabe et bæredygtigt samfund, hvor vi udnytter alle de ressourcer, der er lige omkring os er vi naturligvis også interesseret i at skabe flere arbejdspladser. Det her er ikke kun vilde drømme og fugle på taget. Dagen i dag viser en masse praktiske eksempler på hvordan vi kan skabe nye forretningsmuligheder på området" siger borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder.

Asbjørn Børsting, formand for Det Nationale Bioøkonomipanel oplever stor efterspørgsel efter bæredygtige fødevarer og produktionsmetoder og det er et rigtigt godt udgangspunkt for udviklingen inden for bioøkonomi.

"Lige nu afventer vi Regeringens tilbagemelding på vores anbefalinger. Én af panelets anbefalinger er, at skabe et overblik over udviklingen inden for området, så vi ikke udvikler de samme produkter parallelt. Det er vi faktisk ved at gøre i dag og jeg vil gerne sende en stor ros til netværket bag Dansk Bioøkonomisk konference. I dag bliver bioøkonomien til virkelighed og det er et godt eksempel på hvordan vi kan udvikle bioøkonomien og være med til at sætte dagsordenen ikke kun i Danmark, men i hele verden" udtaler Asbjørn Børsting.

Og hvordan udnytter man så det store potentiale og gør bioøkonomi til forretning. Det var der på dagens konference mange bud på. Nogle af ideerne vil først kunne realiseres langt ude i fremtiden, mens andre allerede er en realitet. Et eksempel på det er dyrkningen af quinoa.

"Efterspørgslen efter quinoa er i kæmpevækst og vokser globalt 25-30% om året, så vi har helt fra starten tænkt globalt. Som en del af udviklingen blev foreningen quinoa Lolland Falster i går etableret. Formålet er som producenter at stå sammen, dele viden og samarbejde om fx afsætning" fortæller Henrik Knudsen, der er quinoaavler i Errindlev.

Én af aftagerne af Henriks quinoa er virksomheden Nordic Quinoa IvS.

"Potentialet for denne afgrøde er kæmpe stort. Det har vist sig at klimaet i Danmark er rigtig godt for quinoaen, der ellers oprindeligt kun er dyrket i Sydamerika. Quinoa går under betegnelsen superfood blandt andet fordi det er fyldt med gode proteiner og mineraler og er naturligt glutenfri. Glutenfri produkter er der stigende efterspørgsel på og lige nu er vi i gang med at gå fra testperiode til egentlig produktion på både is og øl" udtaler Hother Hennings, direktør i Nordic Quinoa IvS.

Dansk Bioøkonomisk Konference er udarbejdet i samarbejde mellem CBIO, Aarhus Universitet, Agrovi, CELF, Vækstforum Sjælland, Region Sjælland, Interreg - BIOCAS, Business Lolland-Falster, DLS, INBION, Bioøkonomisk Vækstcenter og Guldborgsund Kommune.

For yderligere information kontakt

Programkoordinator Mette Jørgensen på tlf.: 25 18 18 33
Chefkonsulent, kommunikation Rikke Betak Lund på tlf.: 25 18 02 48

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/i-dag-blev-biookonomien-til-virkelighed?releaseId=13561336

Senest opdateret:  10. Oktober 2018