Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Guldborgsund Kommune bakker op om landets bedste idrætsfolk

Guldborgsund Kommune indgår nye partnerskabsaftaler med Brydeklubben Thor og bueskytten Stephan Hansen. Det er unikt, hvad de leverer, siger borgmester John Brædder.

De er nogle af landets – og verdens bedste – inden for deres sportsgrene. Derfor har Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune tirsdag besluttet at fortsætte partnerskabsaftalerne i 2019 med Brydeklubben Thor og bueskytten Stephan Hansen, som er forankret i Guldborgsund Kommune.

Stephan Hansen tildeles 50.000 kroner, mens Brydeklubben Thor får 125.000 kroner.

Guldborgsund Kommune har også tidligere lavet partnerskabsaftaler med flere af kommunens andre sportsudøvere og – klubber, og det er der en klar årsag til, siger borgmester John Brædder.

”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den støtte, som vi giver til vores idrætsudøvere, kommer mange gange igen i omtaler og brandingværdi. Det er så unikt, hvad de leverer, og det mener jeg, at vi som kommune skal bakke op om. Det er der heldigvis enighed om i Økonomiudvalget,” siger borgmester John Brædder.

”Når vi laver partnerskabsaftaler, så går det jo netop begge veje. Det er hele pointen. Sportsfolkene får en økonomisk hjælpende hånd, så de kan fokusere på deres sport og udvikle sig. Til gengæld får vi som kommune omtale både ved events og i medierne. Sportsfolkene står for en lang række aktiviteter for vores skoler og institutioner i løbet af året, og de stiller op til forskellige arrangementer, hvor de er med til at sætte fokus på sport og bevægelse. Derfor bliver de også en vigtig inspirationskilde for vores børn og unge, så de får lyst til at kaste sig ud i idræt og bevægelse,” fortsætter John Brædder.

Bueskytten Stephan Hansen er en af verdens bedste på sit felt. I 2018 vandt han blandt andet World Cup i USA og ligger nu som nummer to på verdensranglisten, ligesom han blev dansk mester på hjemmebanen i Nykøbing F. Samtidig er han blandt fem nominerede til titlen som årets compound-bueskytte i verden.

Brydeklubben Thor er førende – og den mest vindende - inden for brydesporten i Danmark og har samtidig skabt Det Nationale Kraftcenter for brydning, hvor der arbejdes med talentudvikling. Klubben afholder desuden Thor Masters, hvor der i 2018 var tilmeldt 136 brydere og 100 trænere/officials fra 20 forskellige nationer, der generende 1.800 overnatninger på kommunens overnatningssteder.

”Vi har så mange dygtige elitesportsudøvere i Guldborgsund. Brydeklubben og Stephan Hansen er blot to af dem. Senest oplevede vi, hvordan NFH snuppede pokalfinaletrofæet, og vi har faktisk efterfølgende fået seertal, der viser, at omkring 400.000 så Nykøbing Falster slå Odense. Det er ret fantastisk. Samtidig kan vi jo se, at vi også får masser af gæster til kommunen, som kommer for at opleve sporten med egne øjne,” konstaterer John Brædder.

Senest opdateret:  11. Januar 2019