Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Ny centerchef for Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune

Kristine Klæbel tiltræder 1. august som ny centerchef i Danmarks sydligste kommune.

Den 1. august kommer der et nyt ansigt i Center for Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune, når Kristine Klæbel tiltræder som ny centerchef.

Stillingen blev ledig, da Christian Refstrup i efteråret blev direktør for området.

42-årige Kristine Klæbel kommer fra en tilsvarende stilling i Vallensbæk Kommune og har solid erfaring både fagligt og ledelsesmæssigt.

Hun har tidligere været ansat i Holbæk Kommune, hvor hun stod for udviklingen af kommunens ejendomsområde. Hun er desuden oprindeligt både uddannet møbelsnedker og bygningskonstruktør, ligesom hun har en diplomuddannelse i ledelse og en master i kommunikation.

”Jeg glæder mig til at komme til Guldborgsund Kommune, fordi det giver nogle helt særlige udfordringer og muligheder at arbejde i en geografisk stor kommune, som Guldborgsund er. Samtidig er der visioner og ambitioner på teknik- og miljøområdet, og der venter en lang række store projekter, som jeg glæder mig til at gå i gang med,” siger Kristine Klæbel.

Hun peger blandt andet på arbejdet med en destinationsplan, som et projekt, der er interessant, fordi det giver mulighed for udpege de særegne steder i Guldborgsund Kommune og arbejde med dem.

”Jeg kender området i forvejen, og det har også haft betydning for mit valg. Jeg var blandt andet på Marielyst sidste år og oplevede den stolthed, som borgerne har, og det var skønt at mærke. Guldborgsund er sig selv og ikke et produkt af andre,” siger hun.

Christian Refstrup glæder sig til samarbejdet med den nye centerchef:

”Teknik- og miljøområdet er virkelig i fokus i disse år blandt andet på grund af de klima- og miljøtiltag, vi ser rundt om i Danmark og verden. Samtidig har vi i Guldborgsund Kommune en række store anlægsprojekter, som også kræver solid indsigt i området. Kristine vil komme til at stå i spidsen for en række af de meget store opgaver, og jeg er ikke i tvivl om, at vi med hendes erfaring og personlighed har fundet en centerchef, som vil kunne gå forrest og føre projekterne sikkert i mål,” siger Christian Refstrup.

Privat bor Kristine i Roskilde sammen med sin mand og tre sønner.

Kontakter:
Direktør Christian Refstrup, tlf. 25180710
Kristine Klæbel, tlf. 24984945
Kommunikationskonsulent Hanne Gaard Guldager tlf. 2518 0129

Senest opdateret:  06. Juli 2019