Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Slut med investeringer i kul, olie og gas

Guldborgsund Kommune vil ikke investere i selskaber, der tjener deres penge på fossile brændstoffer.

Virksomheder, der søger efter, udvinder og raffinerer fossile brændstoffer som kul, olie og gas, skal ikke længere gøre det med investeringer fra Guldborgsund Kommune i ryggen.

Kommunens økonomiudvalg har besluttet, at den overskydende likviditet, som placeres i obligationer og aktier, ikke længere må ske i selskaber, hvor fem procent eller mere af omsætningen stammer fra kul, olie og gas.

"Jeg mener, at det er det eneste rigtige at sige nej til investeringer i fossile brændstoffer. Vi har i Guldborgsund vedtaget en planstrategi, hvor et af de 12 tværpolitiske mål er "En bæredygtig kommune", og vi arbejder ud fra FN's 17 verdensmål. Der vil det klinge hult, hvis vi så samtidig sætter penge i kul, olie og gas. Derfor sætter vi nu en stopper for det," siger borgmester John Brædder.

"Sidste år lykkedes vi her på Lolland-Falster med at få stoppet et hollandsk firma, der ville bore efter olie og gas i vores undergrund. Så vil vi heller ikke have penge i firmaer, der lever af netop det," konstaterer han.

Beslutningen gælder både selskaber, der søger efter, udvinder og raffinerer fossile brændstoffer (kul, olie og gas), men også selskaber, der leverer udstyr og service til for eksempel offshore-olieindustrien.

Kommunen har aftaler med kapitalforvaltere fra tre pengeinstitutter, der sørger for at placere overskydende likviditet i værdipapirer for at opnå de bedst mulige afkast. De får nu at vide, at de skal kigge på en anden måde på investeringerne. Men det får ikke John Brædder til at frygte for kommunens pengekasse.

"Jeg er på ingen måde bange for, at vi nu ender med et dårligere afkast af kommunens penge. Tværtimod så tror jeg faktisk, at fremtiden ligger i værdipapirer, der ikke er forbundet med fossile brændstoffer. Og så har jeg den holdning at skulle det ende med at koste en smule på afkastet, så er det det værd."

"Vi må som kommuner også tage ansvar for vores fælles fremtid. Det er en opgave for os alle at sikre, at vi giver en ren klode videre til vores børn. Vi har i Danmark og verden hidtil ikke været dygtige nok til at passe på vores klima og miljø, men heldigvis er der nu kommet massivt fokus på emnet, så vi forhåbentlig får langt mere fokus på grøn energi," siger han.

Af hensyn til administrationen af investeringerne vil det fortsat vil være muligt at placere overskydende likviditet i værdipapirer tilhørende selskaber, hvor mindre end fem procent af omsætningen kommer fra fossile brændstoffer.

Kontakt:
Kommunikationskonsulent Hanne Gaard Guldager tlf.: Tlf. 2518 0129 email: Mail: hgg@guldborgsund.dk
Borgmester John Brædder tlf. 25 18 03 90

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/guldborgsund-slut-med-investeringer-i-kul-olie-og-gas?releaseId=13573254

Senest opdateret:  09. Maj 2019