Genveje

Guldborgsund Kommune

Værktøjer

Puljemidler uddelt

Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget besluttede på deres møde i dag at uddele en underskudsgaranti på 75.000 kr. fra Turismepuljen og tilskud på i alt 42.000 kr. fra Kulturpuljen til i alt tre projekter.

Turismepuljen

Marielyst Strand Party:

Marielyst Strand Party er en strandfest med fokus på omgivelserne, lokale råvarer, god musik og dans samt om eftermiddagen aktiviteter for børnefamilier. Arrangementet løb første gang af stablen sidste år, hvor ca. 2.400 personer var forbi strandfesten. Men selvom de mange gæster betød god omsætning for både standholdere og restauratører er arrangementet endnu ikke bæredygtigt. Der er derfor givet en underskudsgaranti fra Turismepuljen til afholdelsen i 2019, hvor det er Sydfalster Turist- og Erhvervsforening der er arrangører. 

Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget, Martin Lohse uddyber: ”Strandfesten støtter godt op om vores fokus på ikke bare vand, kyst og natur, men også lokale fødevarer. Og i forlængelser af sidste års succes er der lyttet til ønskerne om aktiviteter til børn om eftermiddagen, så der i år både vil være en børneolympiade og et børneløb med titlen ’Kend dit Marielyst’.”

 

Kulturpuljen

Stuemøder – samarbejder:

Med Stuemøderne bringes kendte forfattere i dialog med interesserede borgere ved arrangementer, hvor der er fokus på den nære kontakt, som kan opstå i en mere intim ramme end f.eks. på et bibliotek eller i en foredragssal. Stuemøderne er en fortsættelse af de igangværende møder. I den anden række af Stuemøder afprøves som noget nyt møder mellem forfattere og musikere, som har særligt fokus på arbejdet med tekster.

Teater til Kulturnat 2019:

Ni skuespillere og musikere fra Batida bringer med forestillingen ’Grande finale’ en festlig fortælling om et bryllup ind i Klosterkirken. Orkestret er blevet hyret til den store dag, men brudeparret lader vente på sig. I ventetiden lever orkestret sit eget liv, og det er bestemt ikke kedeligt, men ind imellem gruopvækkende tragisk, oprørende og hjertegribende. Det, der skulle have været musik til en henrivende begyndelse, tegner til at blive en ”Grande finale”!

’Atmosphaera’ i Klosterkirken:

”’Atmosphaera’ er en audiovisuel koncertforestilling, som vises i Klosterkirken, der i år er omdrejningspunktet for Kulturnatten den 4. oktober. Temaet for Kulturnatten er ’Mellem lys og mørke’, og man bør ikke snyde sig selv for at opleve ’Atmosphaera’, hvis man har den mindste interesse for kunst, anderledes koncertoplevelser eller bare kunne tænke sig at opleve det smukke kirkerum tage sig helt anderledes ud end sædvanligt”, opfordrer Martin Lohse.

 

I direkte forlængelse af forestillingen, der varer ca. 45 min., vil der i kirken være en artist talk med de to kunstnere bag, hvilket giver publikum mulighed for at dele oplevelsen med hinanden og kunstnerne såvel som at høre om baggrunden for værket.
Senest opdateret:  20. Marts 2019