Skip to main content

Få strøm på elbilen over hele kommunen

I denne uge er der sat strøm til masser af nye elladestandere fordelt over de større byer i Guldborgsund Kommune. Det sker som en del af kommunens indsats for at nedbringe CO2-udledningen for transporten i kommunen.

Indhold

    20 nye offentlige elladepladser er i denne uge kommet til Guldborgsund Kommune. Pladserne er bredt fordelt over de større byer i kommunen.

    -          Det er en vigtig del af vores grønne mål, at få rykket på transportsektoren. Transport er en af de tunge kategorier, når man ser på den samlede CO2-udledning i en kommune, så det er et vigtigt indsatsområde for at nå vores klimamål, siger formand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget Peter Bring-Larsen.

    Det samlede antal ladepladser i kommunen er nu på 32. Dertil kommer flere pladser som private virksomheder investerer i, og de mange ladestandere, der hver dag lader elbilerne op i den kommunale bilpark.

    -          Vi håber, at vi med den her investering fjerner en af de barrierer, der kan være, når borgerne står over for at skifte benzinbilen ud til et grønnere alternativ. Elbilen skal ikke fravælges, fordi det er for svært at finde en ladeplads, siger udvalgsformanden.

    Investeringen i offentlige ladestandere kommer oveni flere tiltag, der skal gøre kommunens kørsel grønnere og understøtte indsatsen indenfor FN’s Verdensmål. Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget har for eksempel besluttet at alle busserne i den kollektive trafik skal køre på el fra sommeren i år, og samtidig bliver elbiler en stadig større del af den kommunale bilpark.

    -          Hvis vi skal nå klimamålet, så kræver det at vi står sammen og handler. Både erhvervsliv, borgere og os som kommune. Vi har et stort fokus på at tage de grønne klimavalg, hvor vi kan. Samtidig vil vi gerne bakke op og investerer der, hvor vi kan skubbe til borgernes grønne investeringer, så det bliver en mulighed at tage valget om for eksempel at skifte benzinbilen ud med en elbil, siger Peter Bring-Larsen.

    Elladestanderne der er sat op kan lade et bilbatteri alt afhængig af typen på mellem 2 – 3 timer.

    Der arbejdes lige nu på at få hurtigladere op i kommunen. Her kan ladetiden komme helt ned til 20 minutter.

    Fakta:

    De nye elladestandere er placeret følgende steder:

    Torvet i Sakskøbing, Torvet i Stubbekøbing, havnen i Nysted, Apotekergade i Nørre Alslev, Jernbanegade i Eskilstrup, havnen i Guldborg, havnepladsen i Nykøbing, strandgade/Fejøgade i Nykøbing og i Rådhusgården i Nykøbing og så er der tilføjet en ladestander i Marielyst på parkeringspladsen ved Mosbregnevej.

    Der er allerede ladestandere i Nykøbing på parkeringspladsen mellem Ejegodvej og Møllebakken og i Marielyst ved parkeringspladsen ved Mosbregnevej.

    For yderligere information kontakt:

    Udvalgsformand Peter Bring-Larsen telefon 25 18 00 02

    Leder TM Myndighed Martin Steenstrup, telefon 25 18 08 47

    Kommunikationskonsulent Stine Melissa Jensen, telefon 25 18 04 90