Førende skoleforsker skal bidrage med sin ekspertviden til ny skole i Sundby

Professor Lene Tanggaard skal være med til at udpege holdet af arkitekter, ingeniører og byggefolk, som skal opføre den nye skole i Sundby.

26. feb 2020

Indhold

    I løbet af de kommende måneder skal der tages stilling til, hvordan den nye skole i Sundby skal indrettes og se ud. Og en af uddannelsesverdenens væsentligste profiler, professor Lene Tanggaard, har sagt ja til at sidde med ved bordet.
    Hun skal bidrage med sin ekspertviden inden for kreative læringsmiljøer, så den nye skole i Sundby lever op til fremtidens krav til skole og læringsrum.

    "At bygge skole og integrere viden om pædagogik og læreprocesser i den proces er en super spændende opgave, som jeg glæder mig til at bidrage til,” siger Lene Tanggaard.

    Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi og forsker i kreativitet, læring og innovation. I sit arbejdsliv har hun skrevet stribevis af bøger og mere end 200 videnskabelige artikler, ligesom hun holder mange foredrag om sin forskning i kreativitet og læring. En af de mere kendte bøger fra Lene Tangaards hånd er bogen ”I bad med Picasso” fra 2015, som hun skrev sammen med Christian Stadil, der blandt andet ejer sportsfirmaet Hummel. Her undersøgte forfatterne, hvordan nogle af landets mest kreative mennesker får ideer, og hvor ideerne kommer fra. Den 1. januar tiltrådte Lene Tanggaard som rektor for Designskolen Kolding.

    Lene Tanggaards store indsats har gjort hende til en af Danmarks førende eksperter i kreativitet. Hun har desuden en række bestyrelses- og rådsposter, og hun bliver ofte brugt til at komme med viden og input til politikerne på Christiansborg, når det drejer sig om skoler, uddannelse, læring og kreative processer.

    Og det er lige netop de kompetencer, der skal bringes i spil, når de forskellige projektforslag til den nye Sundskolen skal vurderes, siger Simon Hansen, der er formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune:

    ”Vores vision er at bygge en skole, der skaber optimale rammer for samarbejde, kreativitet og kritisk tænkning. Vi er nu kommet et stort skridt videre i den proces ved at udpege en af landets førende forskere indenfor kreativitet, læring og innovation. Vi er både glade for og stolte af, at Lene Tanggaard har sagt ja til at være med.”

    ”Jeg forventer, at vi med Lene Tanggaard Pedersens deltagelse i bedømmelsesudvalget vil ende med et meget visionært og ambitiøst bud på den nye skolebyggeri,” siger Simon Hansen.

    Til sommer vil bedømmelsesudvalget offentliggøre det vinderteam, der skal tegne og bygge den nye skole i Sundby.

    Bedømmelsesudvalget består af:

    Simon Hansen, formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget
    Claus Bakke, næstformand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget
    Dorthe Sølling, medlem af Børn, Familie og Uddannelsesudvalget
    Birgit Holse, medlem af Børn, Familie og Uddannelsesudvalget
    Bente Lerche-Thomsen, medlem af Børn, Familie og Uddannelsesudvalget
    Alma Larsen, direktør for Børn, Kultur og Arbejdsmarked
    Ole Jakobsen, direktør for Økonomi og Projekter
    Kathrine Ersted Sørensen, centerchef, Børn & Læring
    Peder Skelbo Hansen, vicecenterchef, Børn og Læring
    Søren Petersen, leder af Ejendomscentret
    Carsten Løye, skoleleder, Sundskolen
    Morten Janik, formand for skolebestyrelsen, Sundskolen
    Lene Tanggaard, professor
    Jørgen Lilholm (sekretær), ekstern bygherrerådgiver
    Ekstern teknisk repræsentant
    Ekstern arkitektrådgiver