Gå til hovedindhold

Fra tango og fransk revolution til cembalo, zink og gamba

Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune bevilger støtte til Ensemble Storstrøms sensommerfestival i KUMUS og deres opførelse af Elverskud, Copenhagen Phils ’Revolution’! samt Nysted Orgelmuseums koncertrække hen over sommeren 2021.

30. jun 2021

Indhold

    Sommer, sol og klassisk musik. Sådan kan Kultur, Fritid og Bosætningsudvalgets seneste bevillinger fra Kulturpuljen nærmest beskrives. For med fire ansøgninger omhandlende klassisk musik i mange forskellige udtryk og for alle aldre er der lagt op til at sommeren og efteråret spilles på alle instrumenter.

    ”I projekterne er der tilsammen rigtig mange chancer for at opleve både vores egne dygtige musikere og dem der kommer på besøg, få stillet nysgerrigheden omkring forskellige instrumenter eller dykke ind i en totaloplevelse med musikken som centrum. Det er skønt, at vores dygtige aktører kan byde på så meget forskelligt og i den grad være med til at udvide vores horisont,” udtaler Martin Lohse, formand i Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget, som har bevilget støtte til følgende fire projekter:

    Ensemble Storstrøms Sensommerfestival hedder i år "Viva Piazzolla" og hylder den store tango-mester der ville være blevet 100 år i år. Med et bredtfavnende program og med stjernesolisten Bjarke Mogensen og ensemblets nye sydamerikanske huskomponist byder ensemblet på fire dage for fuld musik med tangoen som omdrejningspunkt. Sensommerfestivalen bringer hele Fuglsang i spil med koncertsalen, Fuglsang Herregård, Fuglsang Kunstmuseum og caféer under festivalen. Koncertoplevelserne formidles med talks, fyldige programnoter og introduktioner, så alle kan føle sig velkomne. Programmet spænder fra uropførelser af moderne værker, som ensemblet efter festivalen indspiller på cd med Bjarke Mogensen over Tango-jalousi og store klassiske kammermusikværker til en festlig aften med visesangeren MC Hansen og ensemblet i nye arrangementer.

    Til efteråret slår Ensemble Storstrøm sig sammen med Det Unge Vokalensemble og tre unge stærke solistnavne om at opføre Niels W. Gades mesterværk ”Elverskud”. Med et ungt hold af strålende professionelle sangere vil ensemblet gennem en række koncerter bringe de romantiske fortællinger om elverfolket i vores kulturregion til live i en lys og nutidig fortolkning.

    Copenhagen Phil sætter med titlen ’Revolution!’ et program med temaer som ytringsfrihed, nationalstat og et tidsbillede fra den franske revolutions tidsepoke som omdrejningspunkt. Orkestret spiller til efteråret to skolekoncerter for 5.-6. klassetrin samt en større offentlig koncert samme aften. En konferencier guider igennem koncerten i øjenhøjde med aldersgruppen og forbinder den historiske kontekst og temaet med musikken.

    Orgelmuseet i Nysted arrangerer en koncertrække hen over sommeren med inviterede solister og koncerter på historiske orgler samt cembalo, klaver, zink og gamba. Koncertarrangementerne byder på en bred oplevelse med både koncerter med egne og inviterede solister, indlæg med introduktion til komponister og instrumenter, mulighed for picnic i parkhaven med udsigt til rørsøen foran Aalholm Slot, at gå på opdagelse i museets samling af historiske kirkeorgler i den nyrestaurerede bygning og med tid til hyggeligt samvær.

    Kontakt

    Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget

    Martin Lohse

    Telefon: 25 18 18 13

    Email: marlo@guldborgsund.dk