Skip to main content

Frivilligt socialt arbejde i Guldborgsund får over én million kroner i støtte til nye aktiviteter

Coronapandemien har det seneste år har lagt låg på mange aktiviteter fra frivilligområdet, og derfor har nogle foreninger ubrugte midler til rådighed. Alligevel har Guldborgsund Kommune valgt at støtte alle de ansøgere, der lever op til kriterierne for støtte efter de såkaldte §18 og 79-midler. Når samfundet lukker op igen, er behovet for de frivilliges indsats kun blevet større, lyder det fra den politiske bevillingsgruppe.

19. jan 2021

Indhold

    Fællesskab er et af nøgleordene for det frivillige arbejde. Og fællesskab har der ikke været meget af i 2020, hvor coronapandemien har forhindret os i at mødes og samles på kryds og tværs. Det er gået særligt hårdt ud over de ældre borgere og borgere uden socialt netværk. Så selvom at en række frivilligere foreninger og aktører ikke har fået brugt alle midler fra sidste års aktivitetsbudget, har den politiske bevillingsgruppe bag de såkaldte §18 og 79-midler valgt at støtte alle de ansøgere, der lever op til kriterierne for støtte.

    ”Vi vil sikre, at der er penge til de frivillige aktører, når det igen bliver muligt at mødes og lave aktiviteter sammen. Uanset om det er cykelture for de ældre, netværk for yngre kræftramte eller idræt for blinde. Coronapandemien har været hård ved os alle sammen, og ikke mindst ved de borgere, der i forvejen har sit at se til. Når samfundet lukker op igen, er behovet for de frivilliges indsats kun blevet større,” siger Bo Abildgaard, der er formand for Social, Sundhed og Omsorgsudvalget og med i den politiske bevillingsgruppe, som uddeler §18 og 79-midlerne.

    Der er uddelt knap 1,2 millioner kroner til de frivillige aktører i år. Fra §18-puljen, der er målrettet frivilligt socialt arbejde, har 67 forskellige aktører i alt modtaget 858.000 kroner, mens 20 forskellige aktører har modtaget 328.000 fra §79-puljen, der uddeles til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte.

    Jens Erik Boesen, næstformand i Social, Sundhed og Omsorgsudvalget, er også medlem af de politiske bevillingsgruppe for midlerne til frivilligområdet. Han ser frem til, at der forhåbentlig i løbet af foråret og sommeren 2021 kan komme lidt gang i aktiviteterne igen.

    ”Det frivillige område kan noget helt særligt, som vi skal værne om. Det er samvær, fællesskab og nærvær fra menneske til menneske på en helt anden måde, end hvad vi kan og skal levere i det offentlige. Jeg tror, vi alle sammen er godt trætte af, at vi ikke kan mødes over en kop kaffe, på fodboldbanen eller til en god middag i en spiseklub. Et stærkt, frivilligt miljø kommer borgerne til gode, og derfor håber jeg, at vi snart er et sted med coronapandemien, hvor der er plads til lidt mere livskvalitet i hverdagen,” siger Jens Erik Boesen.

    §18 og79-midlerne uddeles hvert år. Man kan læse mere om puljerne på Guldborgsund Kommunes tilskuds- og foreningsportal www.forening.guldborgsund.net. Der er ansøgningsfrist til næste års puljer den 1. oktober 2021.

     

     

    Kontakt

    Kommunikationskonsulent

    Johanne Duus Hornemann

    Telefon: 2518 2335

    E-mail: jdh@guldborgsund.dk


    1. viceborgmester, formand for Social, Sundhed og Omsorgsudvalget

    Bo Abildgaard

    Telefon: 25 18 18 09

    E-mail: bab@guldborgsund.dk