Gå til hovedindhold

Guldborgsund-bibliotekerne bag landsdækkende corona-debat for unge

Biblioteket inviterer sammen med nyhedsmediet Seismo landets unge til onlinedebat om tilværelsen under pandemien med et panel bestående af Svend Brinkmann, Yasmin El Youssef og politikerne Jacob Mark (SF) og Morten Dahlin (V)

29. mar 2021

Indhold

    • Læs op

    Corona-pandemien raser i hele verden og mens vi herhjemme kan se frem til, at der bliver åbnet mere op, lukker andre lande nu ned igen. Hverdagen er stadig ikke, som vi kendte den og det rammer os alle – især de unge er hårdt ramt på trivslen. Skolerne har været lukkede af flere omgange og undervisningen har for de største elever og de studerende på ungdomsuddannelser foregået hjemmefra i, hvad der kan føles som en uendelighed. Samtidig har stort set alt, som er en stor del af at være ung, nærmest været en umulighed. Foreningslivet, kulturlivet og nattelivet har været lukket land og ungdomsting som at hænge ud med vennerne og klassekammeraterne, har været meget begrænset. Næsten dagligt hører vi i medierne om de unges mistrivsel.

    Hos Guldborgsund-bibliotekerne er vi meget opmærksomme på problematikken. For hvordan har de unge det egentlig? Sagt med deres egne ord? Og hvem lytter til dem? Det er de aspekter Guldborgsund-bibliotekerne ønsker at kaste lys over, når vi sammen med nyhedsmediet Seismo mandag den 19. april kl. 12.15 står bag arrangementet ”Ung under Covid-19”. Panelet er sat og består af forfatter og professor i almenpsykologi Svend Brinkmann, iværksætter og vicepræsident i Nordic Study Abroad Yasmin El Youssef samt politikerne Jacob Mark (SF) og Morten Dahlin (V).

    Debatten tager udgangspunkt i, hvordan det er at være ung i en coronatid og giver de studerende mulighed for at lufte de bekymringer, de måtte have. For det har været en hård tid fuld af afsavn og begrænsninger. Det kan Yasmin El Youssef nikke genkendende til. Hun blev selv student sidste sommer:

    “Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at meget af undervisningen måtte omlægges til virtuel undervisning. Studentertiden var også lidt anderledes for vores årgang, og det samme gælder for min studiestart på medicinstudiet,” fortæller Yasmin El Youssef og fortsætter:

    “Jeg kan sagtens forstå, at mange elever har været lidt frustrerede og haft det ekstra hårdt under corona - både fagligt, mentalt og socialt. Har man nu fået lært det, som man skulle? Hvornår kan man møde fysisk op igen? Og hvad med eksamenerne? Der er rigtig mange bekymringer, og dem havde jeg også selv,” fortæller Yasmin, der blev student fra Teknisk Gymnasium Lolland-Falster med landets højeste snit i 2020.

    Må som bibliotek tænker anderledes
    At debatten foregår bag skærmene er en smule paradoksalt, da manglen på personlig kontakt har været med til at bidrage til mistrivslen hos mange. Men i en tid præget af en verdensomspændende pandemi, er der bare vilkår vi ikke kan komme udenom – og vi må som bibliotek veje op tænke anderledes og benytte os af de muligheder, der er tilgængelige for at sikre en dialog og debat:

    ”Pandemien har gjort, at meget mere foregår online. Det er også et aspekt vi på bibliotekerne tænker mere og mere ind”, fortæller assisterende leder af biblioteket, Sonja Christina Rasmussen og fortsætter:

    ”Vi har på biblioteket arbejdet indgående med digital transformation og tænker meget mere i forskellige platforme – hvor giver det mening? Hvordan giver det mening? Hvem er målgruppen? Netop med dette arrangement er den digitale scene oplagt, da vi på den måde kan ramme alle Danmarks unge. Om de sidder i Sønderjylland, København eller i Nykøbing Falster er ligegyldigt, de kan få adgang til den samme viden, som er essentiel for dem i disse tider”, siger Sonja, der glæder sig over, hvordan arrangementet har vokset sig større og større til at kunne favne alle landets unge.

    Selvom alle unge fra udskolingen og på ungdomsuddannelser er velkommen til at følge onlinedebatten, har Guldborgsunds unge en særlig fordel. Under debatten får de som de eneste mulighed for at debattere med panelet:

    ”Det er vigtigt for os, at der stadig er en lokal forankring. Arrangementet var i første omgang tiltænkt kommunens unge og derfor har vi fokus på, at vi som deres lokale folkebibliotek giver dem en unik mulighed for at blive hørt. Vi er dog overbeviste om, at alle landets unge kan få noget ud af arrangementet og derfor har vi valgt at gå nationalt ud, hvilket er blevet en realitet takket være vores samarbejde med Seismo”, siger bibliotekar Anders Michael Helms.

    Foregår over Seismo.dk
    Hele debatten styres af journalist Julius Tromholt-Richter fra Seismo, der agerer moderator under debatten. Det er også Seismo, der står for teknikken og hele setup’et. For nyhedsmediet, som netop henvender sig til unge, er de glade for henvendelsen fra biblioteket:

    "Det er en meget vigtig debat at tage. Vi ved, at mange unge har haft det svært under nedlukningen. Både socialt og fagligt. Derfor vil vi gerne bidrage til, at de unge også får en stemme i debatten. Både for at lytte til deres bekymringer, men også for sammen at finde løsninger”, siger Julius Tromholt-Richter fra Seismo.

    Seismo har kontaktet samtlige af landets ungdomsuddannelser samt udskolingsklasser og arrangementet er tiltænkt i undervisningsregi. Begge samarbejdspartnere er spændte på det kæmpestore setup, som for Guldborgsund-bibliotekerne er et af de største arrangementer, de har været med til at søsætte:

    ”Vi betræder helt ny grund med dette arrangement. Det er utrolig spændende at være med til og vi har været rigtig glade for den velvilje og gejst vi har mødt blandt alle, der har været med til at forme denne debat”, siger bibliotekar Anders Peetz-Schou Nielsen.

    Du kan læse mere om selve debatten på seismo.dk.