Gå til hovedindhold

Guldborgsund Billedkunstråd har fået nye medlemmer

Guldborgsund Billedkunstråd har i 2022 indledt sin fjerde periode, der løber til og med 2025. Der er blevet valgt syv nye medlemmer ind, og rådet skal nu i gang med at udvikle en vision og handleplan for de kommende fire år.

04. maj 2022

Indhold

    Guldborgsund Billedkunstråd konstituerede sig i går med ny formand og næstformand. Rådet har peget på Thomas Kadziola som formand og Pia Rönicke som næstformand. Formand og næstformand er udvalgt blandt rådets professionelt arbejdende kunstnere, der også tæller Emil Krog og Parul Modha. Ud over disse fire kunstnere omfatter rådet også direktør for Fuglsang Kunstmuseum, Anna Schram Vejlby, journalist og redaktør af kunstmagasinet ’Et hul i markedet’, Oliver Stilling, samt forretningschef i Business Lolland-Falster, Thomas Rasmussen.

    De nye medlemmer er blevet godkendt i Guldborgsund Kommunes Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalg.

    Udvalgsformand Ole K. Larsen udtaler: Jeg er glad for, at der i udvalget har været opbakning til den nye rådssammensætning. Det er en meget kvalificeret gruppe, hvor alle medlemmer bidrager med yderst relevant erfaring og desuden har tætte bånd til Lolland-Falster. Jeg ser frem til at lære dem alle at kende og få mulighed for at ’læne mig op af’ deres kompetencer på kunstområdet både i relation til indsatser inden for landdistriktsudvikling, turisme og branding, eksempelvis i form af udsmykningsopgaver, kunst i det offentlige rum, festivaler, kulturevents og bevaringsopgaver.

    Tidligere formand for Billedkunstrådet, Allan Axelsen, siger: Billedkunstrådet er blevet udvidet med nogle kræfter, som vi mener kan bringe en anden dynamik og nye færdigheder ind i arbejdet med den professionelle billedkunst. Vi har længe gerne villet have erhvervslivet repræsenteret på billedkunstområdet, og det bliver spændende at se, hvad det nye råd vil tage op og prioritere. Der ligger et kæmpe potentiale i at tænke billedkunsten ind i forskellige fagsammenhænge og udviklingsprocesser og at give kunsten en central platform at tale fra – for kunsten siger vigtige ting om vores samtid og samfund og kan være med til at vise vej gennem mange af de udfordringer, vi aktuelt står med.

    Rådets nye formand, Thomas Kadziola, følger op: Jeg glæder mig meget til sammen med de øvrige rådsmedlemmer at fortsætte det spændende arbejde, det tidligere råd har igangsat. Jeg håber på, at vi kan udvikle samarbejdet hen over kommunegrænserne, og at Billedkunstrådet kan understøtte etableringen af en kunstplatform på Lolland-Falster, som kan være med til at stadfæste vores område som et eksperimenterende og nytænkende sted for den visuelle kunst.

     

    Om rådsmedlemmerne:

    Thomas Kadziola: Billedkunstner, bosat på Lolland. Thomas Kadziola debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1989 og arbejder mest i sten, jern, bronze og træ med mennesket som udgangspunkt. Han er bedst kendt for sine stenhoveder, som man kan møde over hele Danmark. Dodekalitten, der står på en lollandsk mark med udsigt over Smålandsfarvandet, er blevet et monumentalt vartegn for Lolland. Værket kombinerer skulptur og musik i en samlet oplevelse.  

    Pia Rönicke: Billedkunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og California Institute of the Arts. Bosat dels i København, dels på Lolland. I Rönickes værker finder der altid en genforhandling af historisk og politisk materiale sted. Hun arbejder med forskellige medier som video, fotografi, arkitektoniske elementer, spejle, arkivmaterialer og breve. Og senest også med naturen som materiale. Hun krydser og bryder personlige erindringer, glemte fortællinger og oversete urbane landskaber med etablerede kulturelle fortællinger.

    Parul Modha: Billedkunstner, opvokset i England, flyttede til Danmark i 1998. Bosat på Lolland. BiIledkunstnernes Forbunds kontaktperson i Kulturregion Storstrøm. Har desuden deltaget i BKFs interkulturelle mentor-netværk. Parul Modhas arbejde kredser ofte om kulturtilegnelsesprocesser og de hverdagssituationer, beslutninger og dilemmaer, der er en konsekvens heraf.

    Oliver Stilling: Uddannet journalist, tidligere skribent ved bl.a. Information, Politiken og Euroman, medredaktør på Den 11. Time på DR2, radiovært på 24syv (det gamle) og ansvarshavende chefredaktør på nyhedsmagasinet Føljeton, som han var med til at stifte i 2015. Siden 2020 redaktør på kunstmagasinet Et Hul i Markedet. Har hus på Horbelev-egnen og arbejder på et land art-projekt på Lolland-Falster sammen med Claus Meyer.

    Thomas Rasmussen: Forretningschef, Business Lolland-Falster. Har fokus på, hvordan kunsten kan tænkes ind i turisme-udvikling, branding-processer og områdefornyelse. Ivrig kunstsamler.

    Anna Schram Vejlby: Museumsdirektør, Fuglsang Kunstmuseum. Mag.art. og Ph.d. i kunsthistorie. Tidligere museumsinspektør og forskningsleder, Ribe Kunstmuseum; tidl. museumsinspektør, Den Hirschsprungske Samling; tidl. museumsinspektør, Ny Carlsberg Glyptotek. Bestyrelsesmedlem i Dansk Kunsthistoriker Forening og Den Berlingske Fond.

    Emil Krog: Billedkunstner, opvokset på Lolland. Blev som 21-årig optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. I forbindelse med sin optagelse trillede han en halmkugle fra Lolland til København. Arbejder pt. mest med maleriet som medie og udforsker dette i farverige billeder, hvor magiske træer vokser side om side med abstrakte mønstre. Emil Krog er netop nu på udvekslingsophold i Rom.

     

    Guldborgsund Billedkunstråd:

    Guldborgsund Billedkunstråd er dannet med det formål at kvalificere og målrette borgernes møde med den professionelle billedkunst og gøre den nærværende i hverdagen (gældende vedtægter § 1, bilag 1)

    Billedkunstrådet har til opgave:

    • At igangsætte og støtte billedkunstneriske aktiviteter i Guldborgsund Kommune
    • At danne jury for ansøgninger til Billedkunstkunstrådets Kunstpulje
    • At igangsætte, støtte og formidle permanent kunstnerisk udsmykning af kommunale og andre offentlige bygninger og pladser, herunder rådgive om kunstindkøb
    • Efter nærmere aftale at stå til rådighed for rådgivning af erhvervs- og foreningsliv i forbindelse med billedkunstnerisk udsmykning
    • At fungere som facilitator for nye innovative samarbejdsprojekter og netværk.

    Læs mere her: www.guldborgsund-kunst.dk

     

    For nærmere information kontakt:

    Kulturkonsulent og sekretær for Billedkunstrådet Julie Damgaard Nielsen, E: judn@guldborgsund.dk, T: +45 2518 1899

    Kontakt

    Formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget

    Ole K. Larsen

    Telefon: 25 18 03 98

    Email: byokl@guldborgsund.dk