Guldborgsund Kommune ansætter ekstra rengøringspersonale

I forbindelse med genåbningen af daginstitutioner og skoler skal der være endnu større fokus på rengøring og hygiejne. Derfor ansætter Guldborgsund Kommune nu 26 ekstra rengøringsmedarbejdere til at hjælpe med at løse den opgave. Medarbejderne ansættes i midlertidige stillinger indtil den 30. juni med mulighed for forlængelse.

17. apr 2020

Indhold

    Rengøringsmedarbejderne vil blive tilknyttet en eller to institutioner, og de vil selv stå for den direkte og daglige kontakt med institutionslederne og det faste rengøringspersonale. Derudover forsøger kommunen at tilknytte den enkelte medarbejder til en institution, som ligger så tæt på personens bopæl som muligt.

    Det nyetablerede rengøringsteam bliver ansat i Ejendomscenter Guldborgsund, som er en del af Center for Teknik & Miljø, hvor de får Teamleder Allan Wriedt som leder.

    ”Formålet er, at vi skal kunne leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger til rengøring og desinfektion. Det har været vigtigt at finde kompetente og selvstændige medarbejdere, som kan løfte den her meget vigtige opgave. Og så glæder det mig, at vi har fundet en løsning, hvor vi får nogle ledige i beskæftigelse,” siger Allan Wriedt.

    Det er Jobcenter Guldborgsund, som har stået for rekrutteringsindsatsen, og de har onsdag ringet rundt til ledige med rengøringserfaring på CV’et. Torsdag blev der afholdt ansættelsessamtaler, og fredag skal alle de nyansatte på et intensivt kursus. Det nye rengøringsteam starter på arbejde mandag.

    Formand for Beskæftigelsesudvalget Ole K. Larsen glæder sig over, at så mange har været interesserede i stillingerne.

    ”Borgerne er meget positive, når vi ringer til dem med en så konkret jobmulighed. De vil gerne hurtigt tilbage i arbejde. Og jeg glæder mig over, at så mange har vist interesse for at hjælpe kommunen med at løse den her ekstraordinære opgave,” siger Ole K. Larsen.

    Alle medarbejdere i rengøringsteamet ansættes på overenskomstmæssige vilkår. Ud over 21 ledige, som Jobcenter Guldborgsund har formidlet kontakt til, er der også i gruppen 5 kantinemedarbejdere, som allerede er ansat i kommunen, som bliver omskolede til rengøringsteamet.

    Opgaven med etableringen af rengøringsteamet er et samarbejde mellem Center for Teknik & Miljø, som står for ansættelsen, Center for Sundhed og Omsorg, som står for uddannelsen, og Center for Arbejdsmarked, som står for rekrutteringen.