Kapsejladsen Vegvisir udskydes til 2021

Kapsejladsen Vegvisir har de seneste år været afviklet med stor succes i Guldborgsund Kommune – blandt andet på baggrund af et forbilledligt samarbejde mellem fem af Guldborgsund Kommunes lokale sejlklubber, der har løftet flere af eventets opgaver.

19. aug 2020

Indhold

    Samarbejdet har skabt de bedste rammer for både sejlere og tilskuere.

    De lokale sejlklubber har valgt at melde fra på grund af bekymring for deres medlemmers helbred i forbindelse med Covid-19.

    Som en naturlig konsekvens af sejlklubbernes afbud har Guldborgsund kommune derfor i dag blevet besluttet at springe afviklingen af kapsejladsen over dette efterår.

    Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget, Martin Lohse, er ærgerlig over udskydelsen af årets kapsejlads, men ser frem til et stærkt samarbejde om arrangementet i 2021.

    ”De lokale sejlklubber og de mange frivillige udgør hjørnestenen i afviklingen af kapsejladsen. Det gode samarbejde med sejlklubberne er helt afgørende for os, og vi ser derfor fremad og glæder os til 2021, hvor vi satser på at være tilbage for fulde sejl,” siger Martin Lohse.

    Morten Brandt Rasmussen har udviklet Vegvisir Race-brandet og -konceptet. Han er hovedarrangør af kapsejladsen og har lagt rigtig meget tid og energi i både konceptet som helhed såvel som årets kapsejlads.

    ”Jeg er selvfølgelig først og fremmest skuffet over, at årets kapsejlads ikke bliver en realitet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde håbet til det sidste på en løsning, som muliggjorde gennemførslen af kapsejladsen,” siger Morten Brandt.

    Årets Vegvisir kapsejlads skulle have været afholdt den 3.-5. september.