Koncert med strygere fra Copenhagen Phil

Den 20. november 2020 indtager strygere fra symfoniorkestret Copenhagen Phil Klosterkirken i Nykøbing F for at fylde kirkerummet med den smukkeste og mest stemningsfulde musik.

03. nov 2020

Indhold

    Copenhagen Phil stryger sig igennem et stort følelsesregister, når de præsenterer musik fra de seneste 300 år – en rejse gennem temperamenter, stemninger og indfaldsvinkler til, hvad musik kan udtrykke af følelser. På programmet er bl.a. Griegs ”Holberg Suite”, 1. satsen fra Tjajkovskijs ”Serenade”, Sjostakovitjs Kammersymfoni samt Jacob Gades populære og verdenskendte ”Tango Jalousie” – ét af de mest spillede stykker danske musik overhovedet gennem snart 100 år. ”Tango Jalousie” blev komponeret af Jacob Gade i 1925 og opførtes første gang som musikledsagelse til en stumfilm i Palads biografen i København, hvor Gade selv var kapelmester for et 24 mand stort orkester.  

    Copenhagen Phils orkesterchef, Katrine Ganer Skaug, er koncertens vært. Hun guider publikum gennem værkerne og fortæller om musikken undervejs.

    Formand for Guldborgsund Kommunes Kultur, Fritid og Bosætningsudvalg, Martin Lohse, siger: ”Vi glæder os til igen at få besøg af Copenhagen Phil. Koncerterne i 2018 og 2019 har været store oplevelser med fuldt orkester, syngende konferencier og lokalt børnekor, og jeg er ikke i tvivl om, at vi også i år, selvom formatet må nedskaleres en smule pga. COVID-19, får en uforglemmelig koncert med orkestrets strygere. Copenhagen Phil er dygtige til både at præsentere os for musik, vi kender i forvejen, men måske ikke tidligere har hørt ’live’, og for kompositioner, vi ikke er stødt på før, og som åbner nye musikalske døre. I Guldborgsund prioriterer vi dannelse og fællesskaber, da vi mener, det er grundlæggende for at leve et rigere liv. Med dette besøg oplever vi, at musikken løfter os – også når den udfordrer os – og på den måde er med til at danne os som mennesker. Samtidig viser orkestrets musikere, hvad vi kan lykkes med, når vi i fællesskab løfter en opgave.”   

    Som optakt til koncerten besøgte Copenhagen Phils musikere den 27. oktober lokale 4., 5. og 6.  klasser på skoler i Guldborgsund Kommune for at fortælle om og spille på deres instrumenter – og give børnene den helt særlige oplevelse, det er, at møde den levende musik på tætteste hold.

    Både koncerten og musikerbesøg på skolerne er lavet i samarbejde med og er støttet af Guldborgsund Kommune.

    ___________________________________________________________________________

    Tid og sted:
    Fredag 20. november 2020 kl. 17:00
    Klosterkirken, Nykøbing F

    Adgang fra kl. 16:15 
     
    Program:
    Grieg / Holberg Suite
    Haydn / Cellokoncert i C dur (uddrag)
    Tjajkovskij / Serenade (uddrag)
    Sjostakovitj / Kammersymfoni (uddrag)
    George Walker / Lyric for Strings
    Britta Byström / A walk to Gade
    Gade / Tango Jalousie

    Billetter:
    https://copenhagenphil.billetten.dk/ eller ved indgangen.
    Pris 40 kr. eks. gebyr