Gå til hovedindhold

Kunstmalere gæster landskabet på Nordøstfalster

Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget har bevilget tilskud fra Kulturpuljen til et kunstmalersymposium i efteråret, hvor ca. 10 danske og udenlandske kunstnere indlogeres på Falsterhus på Nordøstfalster og derfra tager ud i naturen for at male omgivelserne.

29. apr 2021

Indhold

    • Læs op

    I en uge indlogeres kunstnerne på Falsterhus, hvorfra de tager ud i landskabet og maler den nordøstfalsterske natur – såkaldt plenairmaleri. Her kan lokale såvel som turister være heldige at møde de skabende kunstnere. Tre af kunstnerne er fra Danmark, de øvrige fra Tyskland, Holland, Frankrig og Polen.

    Eva Kobberrød er en af de deltagende danske kunstnere. Hun har flere gange deltaget i plenairmaleri symposier i udlandet, og indkredser, hvad det er genren kan: ”Der er noget ganske særligt ved at stå ude ’on location’. Lyset, farverne, lydene. Hen over en uge kommer vi til at opleve landskabet på forskellige tider af døgnet og på forskellige steder. Lyset skifter, derfor får man på en måde også ”tiden” med i billedet.”

    Martin Lohse, formand i Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune, ser frem til uge 40: ”Det er jo nærmest helt eksotisk at forestille sig en maler stå med sit staffeli ude i skoven eller på stranden. Det er et spændende projekt, som forener den smukke natur på Nordøstfalster med kunsten, og byder på en helt særlig oplevelse for alle, der kommer til at møde de arbejdende kunstnere rundt omkring i naturen.”

    En række kunstnere har allerede takket ja til at deltage i symposiet, som afvikles den 3. til 10. oktober 2021 og afsluttes med en udstilling i Falsterhus. Kunstnerne bor sammen i Falsterhus hele ugen. Til daglig maler langt de fleste kunstnere i deres eget atelier.

    Det er Falsterhus Vennekreds, som har taget kontakt til Eva Kobberrød for at få arrangeret symposiet. Falsterhus ligger i Bregninge et par kilometer fra Hesnæs og Pomle Nakke. Den selvejende institution bruges og udlejes til seminarer, dannelses- og ferieophold. Eksempelvis kommer der hver sommer elever fra Hamburg Kunstakademi.

    Kontakt

    Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget

    Martin Lohse

    Telefon: 25 18 18 13

    E-mail: marlo@guldborgsund.dk