Lokale arbejdspladser inviteres til foredrag om nudging

I uge 38 sætter hele Danmark fokus på hygiejne. Og i år vil Guldborgsund Kommune gerne give de lokale arbejdspladser og virksomheder på Lolland-Falster muligheden for at lære om nudging, hygiejne og forebyggelse af sygdom. Derfor er alle lokale arbejdspladser inviteret til et foredrag om nudging og hygiejne d. 18. september kl. 12-15.30 i Nykøbing F. Hallen.

27. aug 2019

Indhold

    Nykøbing F. Hallen danner rammen om en eftermiddag med oplæg og drøftelser om nudging. Foredragsholder Pelle Guldborg Hansen er forsker i adfærdsdesign og ekspert i, hvordan man ændrer menneskers adfærd. Det er ikke afgørende om hygiejne er en stor del af virksomhedens daglige arbejde. De redskaber og metoder, som Pelle Guldborg Hansen præsenterer, kan bruges i mange sammenhænge. Især når man som arbejdsplads har fokus på arbejdsmiljø og trivsel. Og foredraget er relevant uanset om den primære arbejdsplads er en kontorarbejdsplads, et værksted eller ude i private hjem.

    Johanne Cecilie Andersen er leder af afdeling for HR og Arbejdsmiljø i Guldborgsund Kommune, og hun håber, at mange lokale arbejdspladser kan se værdien i at deltage.

    ”Guldborgsund Kommune vil gerne være med til at understøtte, at alle lokalområdets arbejdspladser kan sætte fokus på trivsel og arbejdsmiljø. Vi håber, at foredraget kan samle en masse ledere og medarbejdere på tværs af områder og faggrænser,” siger hun.

    Guldborgsund Kommune har siden 2016 arbejdet med en helhedsorienteret tilgang til trivsel og arbejdsmiljø.

    ”Konkret betød det for os i Guldborgsund Kommune, at der fremadrettet skulle være fokus på helhedsperspektivet. Fokus blev flyttet fra den mere individuelle og snævre håndtering af sygefravær til i højere grad at handle om forebyggelse. Her var især udvikling af trivsel og godt arbejdsmiljø på arbejdspladserne i højsædet. Og det arbejde er hygiejne en naturlig del af,” siger Johanne Cecilie Andersen.

    HR & Arbejdsmiljøafdelingen i Guldborgsund Kommune vil gerne støtte op om den nationale hygiejneuge. Samtidig ønsker afdelingen også at åbne dialogen om den helhedsorienterede tilgang til trivsel og arbejdsmiljø med andre lokale arbejdspladser.

    ”Gennem de seneste tre år har hele Guldborgsund Kommune arbejdet målrettet på at integrere arbejdsmiljø i bred forstand i hverdagen. Politikere og administration har et fælles fokus på at sætte arbejdsmiljø på dagsordenen. Og det har gjort en stor forskel,” uddyber Johanne Cecilie Andersen.

    Derfor vil Guldborgsund Kommune gerne dele og udveksle erfaringer med lokale arbejdsplaser til foredraget den 18. september.

    Foredraget er gratis og åbent for alle interesserede lokale arbejdspladser, men tilmelding er nødvendig. Det er dog muligt at bestille op til 10 pladser ad gangen.

    Praktisk information

    Hvor: Nykøbing F. Hallens Hal 3, Ndr. Boulevard 4A, 4800 Nykøbing F.

    Hvornår: Onsdag den 18. september 2019 kl. 12.00 til kl. 15.30

    Forplejning: Kaffe, frugt og kage

    Hvem: Foredraget er for arbejdspladser i Guldborgsund Kommune.

    Tilmelding: https://arrangement.guldborgsund.net/Registration/RegLogin

    Brugernavn og Password: Hyg2019