Skip to main content

Nu vaccineres der i Guldborgsund

Den første borger på et plejecenter i Guldborgsund har nu fået første dosis af vaccinen. Vi forventer, at de fleste borgere på plejecentre, der ønsker en vaccine, har fået første stik inden weekenden.

06. jan 2021

Indhold

    I dag, onsdag den 6. januar, er vaccinationen af borgerne på Guldborgsund Kommunes plejecentre begyndt. Børge Land Truelsen, der er 98 år og bor på Plejecenter Skovvej i Nr. Alslev, blev den første, der fik et stik.

    Udover beboerne på Skovvej bliver også borgerne på Helenehusene i Nr. Alslev vaccineret onsdag middag, mens borgerne på Bakkehuset i Nykøbing vaccineres onsdag eftermiddag. Torsdag og fredag følger kommunens øvrige plejecentre, og ifølge de oplysninger, Guldborgsund Kommune har fået, vil de fleste borgere på plejecentrene have fået tilbudt første stik inden weekenden.

    Undtaget er de to plejecentre, hvor der i øjeblikket er smitteudbrud. Det gælder Kildebo i Sakskøbing og Blomsterhaven i Idestrup. Desuden er enkelte afdelinger på Præstemarken i Stubbekøbing også undtaget i første omgang på grund af smitteudbrud.

    ”Jeg er meget glad for, at vi nu er i gang med at vaccinere i Guldborgsund. Jeg ved, der er mange borgere og pårørende, som glæder sig og har ventet på denne dag. Det har vi også, så det er dejligt, at det nu er blevet vores tur her i Guldborgsund,” siger Ida Byrge Sørensen, centerchef i Center for Sundhed & Omsorg.

    Hun har fået flere spørgsmål fra borgere og pårørende til, hvorfor der ikke kan vaccineres på de plejecentre, hvor der i øjeblikket er smitteudbrud. Det er ikke kommunen, men de nationale sundhedsmyndigheder, der i samarbejde med regionen, står for vaccinationsprogrammet og udrulning af det.

    Regionen oplyser, at borgerne på de pågældende plejecentre vil blive vaccineret så snart, det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Fredag vil regionen danne sig et overblik og lægge en plan for, hvordan borgerne på de plejecentre, der af forskellige årsager endnu ikke er blevet vaccineret, kan blive vaccineret hurtigst muligt.